Blev borgmester uden statsborgerskab: Nu siger han farvel efter 12 år
Indtil han i 2020 blev dansk statsborger, var han den eneste borgmester i Danmark, som ikke havde dansk statsborgerskab.
Efter 12 år som borgmester i Samsø Kommune giver Marcel Meijer (S) stafetten videre efter kommunalvalget senere i år, og det er på flere måder en unik borgmester, som Samsø Kommune må tage afsked med.
Allerede da han første blev valgt tilbage i 2013 overraskede han ved, som den første nogensinde at kunne kalde sig socialdemokratisk borgmester i ø-kommunen, da han på trods af et borgerligt flertal fandt sammen med Venstre og mønstrede et flertal i byrådet.
Men ikke nok med det, så blev han også den eneste borgmester uden dansk statsborgerskab.
Marcel Meijer er nemlig født og opvokset i Nieuke Pekela i Holland, men kom til Danmark i 1992 og har boet på Samsø i snart 33 år, og det er en beslutning han aldrig har fortrudt.
- Samfundet her er jo fantastisk. Omgivelserne og den nærhed, der er blandt befolkningen, kunne jeg genkende fra min barndom, og det trives jeg utroligt godt med. Jeg elsker at være her, siger Marcel Meijer til TV2 Østjylland.
Men hollænderen fandt sig ikke kun til rette på den lille ø i Kattegat. Han kastede sig også ud i lokalpolitik. Han blev for første gang valgt til kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune i 2009.
Der er nemlig ikke noget krav om, at man skal være dansk statsborger for at blive valgt ind i lokalpolitik. Heller ikke, hvis man vil være borgmester, og det blev han altså kun fire år efter.
Give hånd til borgmesteren
Som borgmester var det ikke et krav, at Marcel Meijer blev dansk statsborger. Men efter mange år på øen havde han alligevel lyst til at blive det i 2020.
- Man føler sig efterhånden hjemme her. Det er mit hjem, sagde Marcel Meijer til TV2 Østjylland.
Nationalt trak det derfor en del overskrifter, da Marcel Meijer skulle igennem den obligatoriske håndtryksceremoni for endeligt at blive dansk statsborger.
En ceremoni, hvor han skulle give hånd til borgmesteren. Altså sig selv.
- Det er da lidt sjovt, og folk griner også af det, sagde Marcel Meijer til TV2 Østjylland dengang.
Men sådan blev det ikke.
Samsø-borgmesteren slap for den bizarre situation og fik hjælp af sin borgmesterkollega fra Aarhus.
Jacob Bundsgaard kom Marcel Meijer til undsætning, og han fik sit danske statsborgskab ved at trykke partifællen i hånden i stedet.
Indtil ceremonien var Marcel Meijer den eneste borgmester i Danmark, som ikke havde dansk statsborgerskab.
Landevejsprincippet og Lilleøre
Da han blev valgt ind første gang, havde han aldrig turde håbe på, at han skulle sidde på posten så længe, som han nu har gjort.
- Jeg trives som en fisk i vandet i det her job. Jeg har virkelig været glad for det, siger Marcel Meijer.
Og i de 12 år han har været borgmester, har han unægteligt nået at få sat sit aftryk på det lille ø-samfund
Selv peger han på indførelsen af landevejsprincippet, som det vigtigste der er sket for Samsø i den tid, hvor han har været borgmester.
- Selvom det ikke er en kommunal beslutning, har jeg som borgmester sammen med de andre ø-borgmestre i Danmark arbejdet for at få den trafikale ligestilling, og det har betydet rigtig meget for vores landbrugsindustri, turismen og bosætningen, siger Marcel Meijer:
- Og det har betydet, at trafikken er steget så meget, så vi har haft råd til at få hurtigfærgen til Aarhus.
Fakta om Landevejsprincippet
Landevejsprincippet er princippet om, at det ikke skal koste mere at sejle med færge, end det gør at køre i bil via landevej.
Indenrigsministeriet har udregnet en standardudgift for transport på landevej. Ud fra denne pris, og på baggrund af indberettede passageroplysninger, kompenseres kommuner, så de kan nedsætte prisen på færgebilletter.
Og netop beslutningen om at anskaffe en hurtigfærge, som Marcel Meijer har en stor del af ansvaret for, har i flere år været en af de mest omdiskuterede kommunalpolitiske emner på Samsø.
Men siden 2021 har Færgen Lilleøre sejlet mellem Samsø og Aarhus hele året til glæde for såvel pendlere som turister.
Og det fortsætter den med, også selvom den har bidraget til rederiets økonomi med et millionunderskud og senest blev foreslået nedlagt af oppositionen i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2024.
Favnende udadtil
Flere af kollegaerne i Kommunalbestyrelsen gennem tiden roser Marcel Meijer for sit store politiske arbejde og engagement.
- Han har været en dygtig borgmester, der ikke bare har været god for Socialdemokratiet, men for hele Samsø. Han har brændt for at gøre noget godt for øen, siger Ulla Holm, der har siddet i kommunalbestyrelsen for SF i den tid, Marcel Meijer har været borgmester.
Hun mener, at han har været særligt dygtig til at engagere sig politisk i større dagsordener end kun dem i kommunen.
- Han har været meget favnende udadtil. Han har virkelig forsøgt at påvirke tingene, hvilket han har været godt til, siger Ulla Holm.
Per Urban Olsen fra Det Konservative Folkeparti, der indrømmer at have været enig med den socialdemokratiske borgmester om mange ting, men meget uenig om nogle store temaer igennem tiden, mener også, at Marcel Meijer netop har været dygtig til at favne udadtil.
- Han har været udadfarende og kendt udadtil, der har han udmærket sig. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at han havde koncentreret sig lidt mere om kommunens økonomi indadtil, siger Per Urban Olsen til TV2 Østjylland.
Marcel Meijer
58 år
Gift og har tre børn
Har tidligere arbejdet som regnskabsmedarbejder
Kandidat i Offentlig administration fra University of Twente
Fik 491 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021
Ifølge Ulla Holm har den afgående borgmester også udmærket sig ved at være en særdeles dygtig taler, men det er ifølge hende en anden Marcel Meijer man møder, når offentligheden ikke kigger med.
- Han er faktisk lidt mere indadvendt, og sådan har han også lidt været i det politiske arbejde. Han er ikke den type, der slår ud med armene, og derfor er det lidt spøjst, at han er så dygtig en taler, når han træder op på en scene.
Partifællen i kommunalbestyrelsen, som bliver den nye spidskandidat for Socialdemokratiet, ærgrer sig over at borgmesteren tager afsked med politik.
- Jeg er ked af, at Marcel ikke genopstiller. Han har virkelig gjort det godt, og vi kommer til at mangle ham. Men jeg kan også godt forstå hans valg, siger Michael Kristensen.
Danmark er mit hjem
Den afgående borgmester forklarer til TV2 Østjylland, at beslutningen blandt andet skyldes, at han gerne vil give den nye socialdemokratiske spidskandidat muligheden for at tage borgmesterposten.
- Når man er socialdemokratisk borgmester i en kommune, som ikke er typisk socialdemokratisk, så er det rigtig svært at sidde i tre valgperioder. Hele valgkampen kommer til at handle om ens person som borgmester. Sådan var det sidste gang, og jeg tror, det bliver endnu værre nu her.
I 40 år var der borgerlige borgmestre på Samsø
Fra 1970 og frem til 2009 sad Venstre på borgmesterposten, og i perioden inden Marcel Meijer tiltrådte, var borgmesteren konservativ.
Marcel Meijer (S), 2014-2025
Jørn C. Nissen (K), 2010-2014
Carsten Bruun (V), 2002-2010
John Sander Petersen (V), 1994-2002
Emil Davidsen (V), 1982-1994
Knud Frandsen (V), 1970-1982
Kilde: Borgmesterfakta.dk
Ved udgangen af 2025 stopper Marcel Meijer som borgmester på den lille ø i Kattegat. Men hvilke udfordringer, der præcist ligger foran ham, er dog endnu uvist.
- Jeg ved det ikke. Men jeg håber, at jeg kan bruge min ledelseserfaring til noget godt bagefter, som forhåbentlig også kan være til gavn for Samsø.
Og han vil gerne gøre én ting helt klart.
- Der har været nogle rygter om, at jeg skulle flytte fra øen. Det gør jeg altså ikke. Jeg elsker at være her, siger Marcel Meijer med et smil.
Sådan er denne artikel blevet til
Portrættet af Marcel Meijer er lavet ved hjælp af TV2 Østjyllands arkiv, borgmesterfakta.dk og Samsø Kommunes hjemmeside.