Hver eneste søndag i ti år: - Det er menneskemagi
Hver eneste søndag formiddag i ti år har der været gratis motionstræning for alle.
Hver søndag i 10 år har træningsfællesskabet Sick Project samlet en masse aarhusianere til at dyrke motion sammen på forskellige lokationer i Aarhus.
I dag kunne de så fejre træning nummer 500 på Rådhuspladsen i Aarhus. Op mod 1000 mennesker var mødt op med højt humør trods den bidende kulde.
- Det er en kæmpestor dag. Vi er endnu mere stolte af, hvor mange forskellige mennesker, der er her, end af antallet af træninger. Etårige træner sammen med 90-årige. Folk der har vundet OL- og DM-medaljer træner sammen med mennesker, der meget sjældent bevæger sig. Vi er stolte af, at vi kan inkludere så mange, siger Tor Fabian, der er manden bag projektet.
Det er gratis at deltage i den fælles træning, og Tor Fabian og de andre bag projektet arbejder frivilligt.
- Jeg føler stolthed og glæde over det her. Det er menneskemagi. Træning kan du få mange steder - men det er fællesskabet og kulturen, der gør, at folk kommer igen, siger han.
Træt af fitnesscentre
En af søndagens mange fremmødte er Mie Søndergaard fra Aarhus. Hun har taget sin mand med under armen.
- Jeg er så træt af fitnesscentre, så det kan jeg ikke mere af. Jeg har brug for, at det også er et sted, hvor man hilser på hinanden. Jeg blev i sin tid hevet med af nogle af mine kollegaer og kommer så ofte, som jeg kan. Jeg får motion og træning ud af det - og fællesskab, siger hun.
Henning Nielsen fra Aarhus har kun været med en enkelt gang før, men har planer om at gentage succesen.
- Det var møgkoldt, da vi skulle ud ad døren i dag, men når man kommer herned, får man varmen på et spiltsekund. Man bliver glad og finder også ud af, at kroppen har brug for lidt træning, siger han.