Her kører sygeplejersken på crosser: - Du ved aldrig, hvad dagen bringer

På en stor crosser kommer en lille kvinde kørende. Hun er hjemmesygeplejerske på Anholt og øens eneste af sin slags.

Signe Hylby er kommet der som barn, og da hun som voksen og nybagt mor kom trillende med barnevognen, slog det hende.

Her er det godt at være barn. Og der var ikke langt fra tanke til handling.

- Vi blev enige om, at det måtte være den bedste gave, vi kunne give, at flytte til Anholt, siger Signe.

Så hun og kæresten, Jakob Kjærgaard, tog springet og flyttede ud på den lille ø i Kattegat, hvor hun i 2008 blev ansat som øens eneste hjemmesygeplejerske.

- Det var lidt grænseoverskridende, siger hun.

Det er i dag 16 år siden, og hun har efterhånden fundet ud af, at der er mange særlige ting ved jobbet. Både på godt og ondt.

- Man får et meget tæt forhold, så jeg bliver mega ked af det, når folk dør. Men det er også en stor tilfredsstillelse at kunne være der for borgeren lige til det sidste, siger hun.

Det er heller ikke kun Signes køretøj, der er atypisk. Hun har flere gange fundet sig selv i en situation, som normalt ikke involverer en sygeplejerske.

Fra seksualundervisning til pleje af dyr

På en ø kan man sjældent nøjes med én jobbeskrivelse, fortæller Signe. Det betyder da også, at hun efterhånden kan skrive op til flere titler på cv'et.

- Nogle gange leger jeg også dyrlæge. Hvis der er en hest, hund eller kat, der er blevet opereret og skal have fjernet nogle sting, siger hun.

Derudover har Signe suppleret hjemmebesøg og den klassiske sygeplejegerning med undervisning på den lokale folkeskole, når der har været førstehjælp og seksualundervisning på skemaet.

- Det er bare sjovt, anderledes og udfordrende. Sådan er det i det hele taget at bo på Anholt. Man får nogle kompetencer, man ikke havde i forvejen, fordi øen og livet skal fungere, siger Signe.

Taler til begravelser tæller også en af de mange hatte, hun har båret gennem årene, fordi det har været et ønske fra flere pårørende.

Og så har Signe mange gange været blandt de seks kistebærere, når der skulle tages afsked.

- Det kommer meget tæt på, men det er jo også på grund af min relation til borgeren, at jeg siger ja. Så det føles naturligt. Både for familien og mig, siger hun.

Et dødsfald lukker brugsen

En af de borgere, som havde en særlig plads hos Signe, var 100-årige Elvira.

- Hende havde jeg en meget tæt relation til, fordi jeg er kommet i hendes hjem i så mange år. Først som barn, og senere da jeg som hjemmesygeplejerske startede med at dosere medicin til hende en gang hver anden uge og til sidst 12 gange i døgnet, siger Signe.

Elvira er et billede på det, der både er svært og fint ved jobbet som hjemmesygeplejerske på en ø. Hun gik bort tidligere på året, og det er stadig mærkeligt at køre forbi hendes hus, fortæller Signe.

- Men det vigtigste for mig var, at hun fik lov at være hjemme til det sidste.

Når der skal tages afsked med en øboer, deltager alle. Hvis familien ønsker det, samles øen og synger den afdøde ud.

Derudover holdes der ikke offentlige fester af respekt for den afdøde og familien. Og som en selvfølge lukker brugsen, når der skal tages afsked i kirken.

Kan blive stoppet når som helst

I løbet af de mange år på øen er det professionelle og det private smeltet mere og mere sammen for Signe.

- Det kan man ikke skille ad, for alle ved, at jeg er sygeplejersken. Så hvis de lige har et spørgsmål, kan jeg blive stoppet når som helst. Det generer mig heldigvis ikke, siger hun.

Tanken, da parret flyttede til øen, var, at de hellere ville fortryde, at de tog springet, end at de ikke gjorde.

Her 16 år og 4 børn mere til flokken efter har den følelse endnu ikke meldt sig. Parret kunne tværtimod ikke forestille sig andet.

- Jeg kan sagtens se mig selv fortsætte mange år endnu. Jeg har heller ikke lyst til noget andet arbejde. Også selvom det i perioder er rigtig hårdt, siger Signe.

Kom med Signe på arbejde i serien "Anholt - Menneskerne, øen og havet".