To mænd tiltalt for at håne jøder, homoseksuelle og sorte
To mænd skal fredag på anklagebænken i Randers. De er tiltalt for groft hærværk mod en jødisk kirkegård og for racisme.
En vinternat i november sidste år blev 84 gravsten overhældt med maling, seks gravsten blev væltet, og et gravsted fik påsat et klistermærke med en jødisk davidsstjerne med teksten 'Jude'. En klar reference til de gule stjerner, jøder blev tvunget til at gå med under Anden Verdenskrig.
Ifølge anklageskriftet i sagen blev der lavet materielle skader for mindst 66.205 kroner den nat.
To mænd på 28 og 39 blev kort efter anholdt i sagen. Anklageskriftet viser, at de er tiltalt for en række racistiske forbrydelser.
Flere sigtelser
Samme nat - den 9. november - kastede de ifølge tiltalen hvid, sort og grøn maling og klistrede en gul stjerne på Sparekassen Kronjyllands afdeling på hjørnet af Mariagervej og Rådmands Boulevard i det centrale Randers.
Undervejs i politiets efterforskning er de to mænd blevet sigtet og senere tiltalt for flere forhold.
De er blandt andet tiltalt for at have begået hærværk på en regnbuefarvet mangfoldighedsbænk, der stod på Stadion Allé i Aarhus.
Efterfølgende blev der delt billeder og tekst på foreningens hjemmeside, hvor hærværket blev beskrevet i tekst og billeder.
Den Nordiske Modstandsbevægelse er stærk modstander af normaliseringen og promoveringen af homofile/pædofile tendenser. Derfor rettede aktivister fra Rede 3 farven på bænken, lød det blandt andet på hjemmesiden.
Ifølge anklageskriftet er der tale om brud på racismeparagraffen, fordi der er tale om en gruppe af personer, der trues på grund af deres seksuelle orientering.
Leder i nynazistisk bevægelse
Anklagemyndigheden vurderer, at den 39-årige spiller en ledende rolle i Den Nordiske Modstandsbevægelse, der er en nynazistisk bevægelse med afdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
I kraft af sin rolle som leder har han fået andre til at begå hærværk på vegne af bevægelsen.
Det skete angiveligt i september 2019, da der blev opsat plakater med foreningens navn og graffiti på bygningen ved Spartakus Bogcafé i Studsgade i Aarhus.
Den 39-årige har ifølge anklageskriftet deltaget i planlægningen og skaffet remedierne til aktionen.
Han er også tiltalt for flere opslag på et russisk socialt medie, hvor han har truet, hånet eller nedværdiget jøder og personer med anden etnisk baggrund.
Den 39-årige har blandt andet delt et motiv af tre flasker 'Zyklon B Giftgas' med en kommentar 'Glædelig Hanukkah' med henvisning til den jødiske højtid.
Børn med hagekors
Han er også tiltalt for at have delt en tegneserie, hvor der ses en sprayflaske påskrevet 'Zyklon B' med påtrykt hagekors. I teksten i tegneserien står der:
Middel mod jøder. Den mest effektive måde, som du kan holde dit hus og din race RENE på.
I anklageskriftet bliver der også beskrevet et billede af to lyse drenge med hagekors på armen, som træder på en sort dreng, der ligger på græsset. Den 39-årige delte billedet på det russiske sociale medie med teksten:
Jakob og hans kammerater.
Kan undgå afsoning
Begge mænd blev løsladt fra varetægtsfængsling i marts efter at have siddet fængslet siden 12. november.
Hvis de bliver dømt i sagen, kan de potentielt undgå at afsone yderligere tid i fængsel, da varetægtsfængslingen bliver trukket fra den tid, de skal afsone.
Anklagemyndigheden ønsker ikke at oplyse, hvilken straf de går efter, når retssagen begynder fredag.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med forsvareren til den ene af de to tiltalte. Han ønsker ikke at oplyse, hvordan hans klient forholder sig til anklagerne.
Både Stats- og Rigsadvokaten har vurderet sagen, inden den blev sendt til Retten i Randers, da de to mænd er tiltalt for brud på straffelovens paragraf 266b, der er kendt som racismeparagraffen.