Sådan fordeles særlig hjælp til kommunerne
Fire østjyske kommuner har nu fået svar på ansøgninger om tilskud fra en pulje til trængte kommuner.
Der er millioner på vej til trængte østjyske kommuner, mens andre får en lang næse.
Det er resultatet af fordelingen af tilskud fra en pulje i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som fire østjyske kommuner søgte.
Randers havde søgt 100 millioner kroner til budgettet for 2025, men er endt med et rundt nul. Samme skæbne lider Syddjurs Kommune, der havde søgt 25 millioner kroner.
Bedre ser det ud for Norddjurs Kommune, der modtager 19 millioner kroner ud af de 35 millioner, den havde søgt.
Også Samsø får penge fra puljen. Der kommer ti millioner kroner ekstra ud af de 16 millioner, kommunen havde søgt om.
I alt uddeles der til 2025-budgettet 799 millioner kroner til kommunerne. Topscorerne er Lolland og Bornholm med henholdsvist 210 og 105 millioner kroner.
Men hvor Randers Kommune endte med en skuffelse fra tilskudspuljen, har der været mere held i dens ansøgning om at låne. Det kan kommuner nemlig få dispensation til. Randers havde søgt om lov til at låne 100 millioner kroner, men har fået 17 millioner kroner.
Dog har Randers Kommune fået en hjælpende hånd andetstedsfra. Således har kommunen fået 53 millioner kroner fra fordeling af ekstraordinært finansieringstilskud og 3,7 millioner kroner i kompensation for grundskyld.
I alt modtager kommunen dermed 56,7 millioner kroner i ekstra tilskud.
Udover Randers har Horsens Kommune også fået dispensation til at låne 17 millioner kroner, og Syddjurs Kommune får 11,7 mio. kr.