Spritstiv mand flygtede fra færdselsuheld
En beruset mand kørte mandag ind i flere biler, hvorefter han flygtede fra ulykkesstedet.
Mandag eftermiddag tog en 56-årig bilist sig en vild køretur, der endte i flere forskellige sigtelser.
Han startede den noget dramatiske køretur med et forsøg på at få hans bil ud af en parallelparkering. Han endte med pludseligt at gasse op og bakke ind i bilen, der holdt parkeret bagved.
- En 26-årig kvindelig bilist holdt parkeret i området, og efter den 56-årige mand havde bakket ind i bilen bagved, kørte han direkte frem mod kvindens bil, som han ramte på det bagerste hjørne, siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Kørte videre fra stedet
Kvinden steg ud af bilen, og åbnede døren til den 56-åriges bil. Hun kunne hurtigt konstatere, at han var voldsomt påvirket af alkohol. Kvinden rådede manden til ikke at køre videre, da hun mente, at han var for fuld til at køre bilen. Alligevel valgte manden at køre videre fra stedet.
- Den 56-årige kommer til at køre foran en 29-årig mand. Den unge mand lægger mærke til, at bilisten kører i modsatte vejbane, slingrer meget og var ved at køre ind i den forankørende bil, siger Janni Lundager.
Den 29-årige kontaktede politiet, og fulgte efter bilen, der kørte væsentlig hurtigere end de tilladte 60 kilometer i timen.
Den 56-årige kørte blandt andet på cykelstien og på marken ved siden af vejen.
Ikke i stand til at puste
Ved kirken i Spentrup fik politiet kontakt til bilisten, der var så spirituspåvirket, at han ikke var i stand til at stå på sine egne ben.
På grund af den voldsomme alkoholpåvirkning, kunne manden heller ikke puste i et alkometer, og fik i stedet taget en blodprøve på Regionshospitalet i Randers.
Han endte med at blive anholdt og sigtet for spirituskørsel, for at være flyttet fra et færdselsuheld og for manglende brug af sikkerhedssele.