Stork landet ved museum: - Det er så dejligt
Her til formiddag landede en ny stork i reden på Det Grønne Museum på Gl. Estrup.
Solen skinner fra en skyfri himmel, foråret er kommet – og det samme er storken. På Det Grønne Museum på Gl. Estrup har de her til formiddag fået en forårsbebuder på visit i reden.
- Det er så dejligt med sådan en påske-stork, siger direktør Anne Bjerrekær til TV2 ØSTJYLLAND.
Årets første østjyske stork landede på Norddjurs allerede sidst i februar. Og selvom der er gået lidt tid siden da, er de ellevilde på Det Grønne Museum.
Her vil man nemlig gerne formidle historien om landbruget. Der spiller storken en væsentlig rolle, og i slutningen af 1800-tallet var der op mod 10.000 storke i Danmark.
- Sidste år var der kun tre ynglende storkepar i Danmark, og vi håber at få det fjerde. Hvis der kommer en mage inden 10. maj, så kan der komme unger, så vi har da en god måned at løbe på, siger Anne Bjerrekær.
- Storken er så tæt knyttet til os med folkesagn og folketro. Eksempelvis kommer babyen jo med storken, så det passer godt til vores formidling.
For et par uger siden så de en skånsk stork, der gik rundt i området. De prøvede at sætte en pæl op til den, men desværre fløj den hjem igen. Nu er den så blevet afløst af en ny.
Det Grønne Museum er lige nu lukket på grund af corona-krisen, men nysgerrige kan alligevel få storken at se.
Læs også:
- Det er jo mega træls, at vi skal holde lukket. Vi vil gerne have folk ind til museet, men vi har heldigvis et fantastisk udeareal med mange dyr. Så her kan man stadig komme ud at bruge arealerne til en gåtur – det koster ikke noget, lyder opfordringen fra Anne Bjerrekær, som samtidig understreger, at man naturligvis skal følge myndighedernes anvisninger i forhold til forsamlinger.