Kurven knækket på Samsø: Stabilt befolkningstal siden 2015
De seneste tre år har befolkningstallet på Samsø været stabilt. Det glæder borgmester Marcel Meijer
Engang var der flere end 7000 indbyggere på Samsø. Nu er der tæt på det halve.
Derfor var et af de vigtigste temaer på Samsø op til kommunalvalget i november spørgsmålet om, hvordan man forhindrer fraflytning og skaffer flere indbyggere til øen.
Og nu er der godt nyt til de håbefulde.
I Samsø Kommunes statistik over befolkningstal kan man se, at Samsø har mistet gennemsnitligt 41 borgere om året fra 1997 til 2015. Men laver man en tendenslinje over perioden fra 2015 til nu, peger den på et stabilt befolkningstal i fremtiden.
Faktisk er der ligeså mange indbyggere på øen nu som i 2015, og det glæder borgmester på Samsø Marcel Meijer (S).
- Vi er glade for, at befolkningstallet ikke falder mere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Marcel Meijer mener, at det først og fremmest skyldes, at der er flyttet mange østeuropæere til øen.
Østeuropæere flytter til øen
Familien Skiparis er gradvist flyttet til Samsø fra Litauen. Først kom manden Vaidis som sæsonarbejder, og så fulgte hans kone Ramuna. Nu har de boet på Samsø i 10 år og har fået to børn.
Sidste år købte familien deres eget hus på Samsø.
Familien fortæller, at de flyttede fra Litauen til Samsø fordi, at de på øen i Kattegat har mulighed for at have en højere levestandard.
- Vi er økonomiske immigranter, og der er er mange af os, siger Ramuna Skiparis og fortsætter:
- Jeg kender folk fra Litauen, Ukraine og Bulgarien. Nogle kommer som sæsonarbejdere, og andre bosætter sig, ligesom vi har gjort.
Behov for arbejdskraft
Ifølge borgmester Marcel Meijer har Samsø behov for arbejdskraften udefra.
- Det går faktisk ret godt på øen. Højkonjunkturen har været med til at skabe vækst og større efterspørgsel efter arbejdskraft på Samsø. Og så er der også turismen, som er vokset på grund af de billigere færgepriser. Det har også givet flere arbejdspladser, siger han.
Og der er flere faktorer, der kan påvirke befolkningstallet på øen i positiv retning.
Samsø Kommune undersøger i øjeblikket grundlaget for at etablere en hurtigfærge til Aarhus. Den skal give mulighed for at pendle fra Samsø direkte til Aarhus Centrum.
- Vores store forhåbning er, at når vi får det projekt i hus, vil der komme flere tilflyttere fra Aarhus, siger Marcel Meijer.
På den måde håber han, at befolkningskurven ligefrem kan begynde at bevæge sig opad om nogle år.