Masser af kunst og masser af is til Samsø
Til daglig bor der mange kunstnere på Samsø. Men fra på lørdag stiger antallet betragteligt, når de lokale kunstnere får besøg af kolleger fra hele landet
I uge 25 skal der være overflod af kunst på Samsø. Det er i hvert fald det, folkene bag projektet Kunstø har planlagt.
Omkring 40 begivenheder i form af workshops, udstillinger, foredrag, musik, teater og meget mere vil blive afviklet rundt omkring på kattegatøen i løbet af ugen.
Det er en gruppe af kunstnere fra Samsø, der har inviteret andre kunstnere fra resten af landet til at mødes på øen. Her skal de arbejde og udveksle erfaringer i en uge.
- Vi er mange kunstnere på Samsø, og vi kunne godt tænke os at få nogle kunstnere udefra at lege sammen med, siger Susanne Hesseldal, der er formand for projektet Kunstø.
Selv får hun ikke så meget tid til leg, for hun kommer til at styre tropperne fra hovedkvarteret i Rumogrooms i Brundby.
- Jeg bliver blæksprutten, der skal samle alle trådene og lave god mad til kunstnerne og også til dem, der besøger os og som har lyst til at spise sammen med kunstnerne.
Alle kan være med
Kunstø er nemlig ikke kun for kunstnere. Enhver, der har lyst, kan deltage i de mange workshops, og sidste frist for tilmelding er ikke før, workshoppen er gået i gang.
Kunstneren Morten Grau Møller, der har galleri og atelier i Ballen, er en af dem, der afholder en workshop i sit atelier. Her kan man lære at lave isskulpturer og at skære figurer i træstammer med en motorsav.
I ugen op til åbningen af Kunstø er der mange ting, han skal nå at få på plads.
- Jeg har en udstilling, der skal være klar til den 15. juni. Det er jo dér, det løber af stablen. Og så har jeg en del logistik. Der kommer ét ton is til Samsø, som jeg skal lave isskulptur af til Sankt Hans aften, siger han.
Det hele starter på lørdag, hvor der bliver syv ferniseringer forskellige steder på øen. Interesserede gæster bliver kørt rundt i busser, og de kan blive hentet ved færgen både fra Sjælland og fra Jylland.
Kunstø er hovedsageligt selvfinansieret, men projektet modtager støtte fra bl.a. Region Midtjylland og Samsø Kommune.