God nyhed til pendlere: Ny færge sejler igen tirsdag
Efter en defekt pumpe satte den spritnye færge Lilleøre mellem Aarhus og Samsø ud af drift, er den tirsdag igen klar til at sejle.
Færgen Lilleøre er igen klar til at fragte passagerer mellem Aarhus og Sælvig Havn på Samsø.
Det meddeler Samsø Rederi mandag aften.
Siden lørdag eftermiddag har færgen været ude af drift på grund af en utæt kølevandspumpe.
En ny pumpe er nu blevet indkøbt fra Tyskland og installeret i Lilleøre, som vil tage sin næste tur tirsdag morgen kl. 6:30 fra Samsø og kl. 9 fra Aarhus.
Løse skruer
Det er en lettet færgedirektør Carsten Kruse fra Samsø Rederi, TV2 ØSTJYLLAND fanger på en telefonforbindelse mandag aften.
- Reparationen er ikke engang helt færdig endnu, men det bliver den, slår han fast.
Ifølge Carsten Kruse er det løse metalgenstande - muligvis skruer, møtrikker og spændeskiver - der har ligget løst i rørene i færgen, er blevet løsnet og suget op i kølevandspumpen.
- Det har sandsynligvis ligget der, siden færgen blev bygget. Normalt skyller man rørene godt igennem, men måske er det smuttet her, siger han.
Efter skaden på den første pumpe blev konstateret, har rederiet tjekket de resterende rør igennem for at finde andre eventuelle løsdele. Der skulle dog ikke været fundet noget.