Events skal redde julehandlen: Dejligt ikke at skulle trækkes med af mor
De fysiske butikker kæmper en hård kamp mod internet-julehandlen. Det kræver events at lokke folk til gågaderne, mener forsker. Det bruger man i stor stil i Silkeborg.
Julehandlen foregår for manges vedkommende bag computerskærmen eller på mobiltelefonen. Årets gave til svigermor eller kæresten sendes direkte til matriklen, eller kan hentes i en pakkepost lige i nærheden.
Butikkerne i gågaderne må tage andre metoder end blot gode juletilbud i brug for at lokke kunderne ud i kulden. Det mener fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
- Man er nødt til at sørge for at kulturlivet og events trækker i samme retning for at overleve. Nu til dags tager man ikke til byen for at købe ind. Man tager ind til byen for at være sammen, spise og den slags, og så spiser man lidt, siger han.
Gør en forskel
I Silkeborg er der både igloer på torvet, Lucia-optog og drillenisser i gader. Faktisk har der stort set hver dag været aktiviteter, som skal lokke borgerne til byen.
Det er smadder hyggeligt og mere afslappende at have børnene med i byen
- Hvis vi ikke skal have butiksdød, så skal vi invitere ind til noget mere, siger Pia Heide Sørensen, projektleder ved Handel Silkeborg.
- Vi skal underholdes, vi skal have en masse oplevelser. Det er vigtigt for butikkerne, at der sker noget mere, så kunderne vil være her noget længere.
De besøgende i Silkeborg er ikke i tvivl om, at det gør en forskel.
- Det er smadder hyggeligt og mere afslappende at have børnene med i byen. Det er ikke super fedt at blive kastet rundt i alle butikkerne, fortæller Anne Ravnslund, som søndag havde familien med i byen.
Og i børnehøjde er der en helt særlig grund til, at de mange aktiviteter er en succes.
- Det er dejligt, at der bare er et sted, hvor man kan være, i stedet for at man skal trækkes med, når mor handler, konstaterer Johan Ravnslund Overby, som altså kan glæde sig over de mange påfund, som Handel Silkeborg er kommet op med.