Spejderleder: - Børn bliver pakket mere ind
Spejderleder Anne Larsen glæder sig over, at Silkeborg skal være vært for store spejderlejre. Hun mener, børn og unge i høj grad har brug for spejderklubberne.
Silkeborg er netop blevet udvalgt til at blive vært for to store spejderbegivenheder de kommende år.
I sommeren 2030 lander 35.000 spejdere i Silkeborg til Nordens største spejderlejr. Og året efter bliver det endnu vildere.
I 2031 ventes 50.000 spejdere at slå pløkkerne i jorden omkring Silkeborg. Den danske spejderbevægelse har nemlig vundet en afstemning om at blive værter for verdensdjamboreen, hvor unge spejdere fra hele verden hvert fjerde år kan samles til spejderliv.
Det er første gang siden 1924, at lejren kommer til Danmark, så Anne Larsen, der er gruppeleder i De Grønne Pigespejdere i Silkeborg, er ovenud begejstret for, at Silkeborg har vundet værtskabet i 2031.
Hun har været spejder i 46 år og mener, at spejdergrupperne stadig i høj grad er relevante for nutidens børn og unge.
- Det er jo et fristed for alle, der gerne vil ud i naturen og opleve at være sammen om nogle ting, uden det bliver en konkurrence. Det er opgaven og det at løse den, der er fokusset og ikke slutresultatet, siger hun.
- Børn bliver mere pakket ind
Anne Larsen har dog også gennem de 46 år, hun har været spejder, oplevet, at der er nogle ting, der er blevet sværere for de børn og unge, hun møder i spejderklubben.
For eksempel overnatning væk fra forældrene.
- Jeg oplever, at børnene bliver pakket mere ind. Teknologien i dag har også gjort, at man er på hele tiden, og det kan man ikke så godt som spejder, siger hun.
Konkret betød det, at spejderklubben for to år siden fik en psykolog til at tale med spejder-pigernes forældre om, hvad de kunne gøre for at støtte deres børn i at kunne tage afsted på en større spejderlejr, ligesom psykologen også talte med pigerne.
Hun oplever også, at nogle af pigerne i dag er blevet mere bange for 'farlige ting'.
- Der er mange, der ikke har prøvet at stryge en tændstik eller håndtere et bål, fordi man har lært, at ild er farligt. Men ting er jo farlige, hvis man ikke ved, hvordan man skal håndtere det - og det kan pigerne jo lære, siger hun.
Men kan det være lidt farligt at være spejder?
- Man kan godt komme til at skære sig. Men så har vi heldigvis en førstehjælpskasse, så man kan få et plaster, og så lærer vi pigerne noget om, hvordan man håndterer det også, så det bliver afmystificeret, at ting kan være lidt farlige, siger hun.