Spritny bilist bragede ind i politistation
En 18-årig kvinde tog fejl af speeder og bremse og kørte direkte ind i politistation. Nu er hun sigtet for uopmærksomhed.
Sent torsdag aften fik betjentene på politistationen i Silkeborg sig noget af et chok, da en bil pludselig bragede ind i bygningen.
- Vi har dårlige erfaringer med, at der er blevet skudt med maskinpistol mod politistationen. Derfor kan man godt blive lidt ekstra forskrækket, når der pludselig kommer et højt brag som dette, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg Lasse Ivanøe til TV2 ØSTJYLLAND.
Betjentene, der var til stede på politistationen, løb ud for at se, om der var nogle, der var kommet til skade.
Her fandt de en chokeret 18-årig kvinde, der sad i sin bil med ødelagt front og airbag udløst.
Tog fejl af speeder og bremse
Den 18-årige kvinde forklarede, at hun havde taget fejl af speederen og bremsen.
Derfor var hun altså kommet til at køre direkte over vejen, op på fortovet og ind i vinduet på politistationen.
- Vi kan ikke andet end at trække lidt på smilebåndet. Det er jo bare en smadret rude, og der er ikke nogen tilskadekomne. Men det er da synd for den 18-årige kvinde, som fik sig en noget uheldig debut som bilist, siger Lasse Ivanøe.
Den 18-årige er blevet sigtet for uopmærksomhed, og skal derfor betale en lille bøde.
- Det er nødvendigt at sigte kvinden både af forsikringsmæssige årsager, men også fordi der kunne have gået mennesker på fortovet. Hvis der havde været en mor med en barnevogn, så havde det jo været en helt anden sag, siger politikommissæren.