Pas på derude: Svindlere udgiver sig for at være politi
Østjyllands Politi advarer lige nu om falske sms’er fra ”politiet”, som er i omløb.
”Rigspolitiet har sendt dig ny Digital Post. Log på og læs den på Rigspolitiet.com”.
Sådan lyder det i en besked, som massevis af borgere har modtaget den seneste tid.
Læs også:
Rigspolitiet står som afsender, men det er ikke dem, der har sendt beskeden ud. Der er derimod tale om phishing, hvor svindlere forsøger at franarre os informationer, som de senere kan bruge til at begå it-kriminalitet.
Derfor advarer politiet nu borgerne.
- Vi advarer også, når andre myndigheder og virksomheder, bliver misbrugt, og når politiets navn bliver brugt, har vi i særdeleshed en forpligtelse til at gå ud og sige, at det ikke er rigtige sms’er, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Vi har oplevet på forskelligvis, at folk udnytter politiets navn, ligesom svindlerne også udnytter andre myndigheders navne. Det er meget typisk for svindlerne, fordi folk har tillid til, at det der kommer fra myndighederne, er rigtigt, siger Jakob Christiansen.
Pas på falske sms’er fra “politiet”!! https://t.co/vj5j7XQTdn
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) February 11, 2020
Anmeldelser i Østjylland
Den falske besked fra politiet er sendt til borgere i hele landet.
Hos Østjyllands Politi har de som minimum fået én anmeldelse om den falske besked.
- Vi opfordrer alle til, at man holder godt øje med, hvilke meddelelser man modtager, og man ikke klikker på noget, der ser mistænkeligt ud, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Undgå phishing:
For at undgå at blive offer for phishing kan du følge disse råd:
1. Forhold dig skeptisk til e-mails og websteder, der beder om følsomme oplysninger om dig.
2. Brug forskellige og stærke passwords til hvert websted.
3. Hvis du er i tvivl om ægtheden af en mail eller webside, så kontakt afsenderen.
4. Tjek at links til sider med fortrolig information begynder med https.
5. Undgå at klikke på links i e-mails. Indtast i stedet selv web-adressen.
6. Slå to-faktor-autentifikation til.
Læs mere på Rådet for Digital Sikkerhed