Kæmpe jubel: Millioner til stort projekt er på vej
Et nyt søsportscenter er i sigte, efter at 3,5 millioner er blevet bevilliget af kommunen til projektet.
Et "hamrende godt" projekt er under opsejling.
Sådan lyder det fra Ry Sejlklub, der endelig har fået bevilliget penge til et kæmpe projekt: Søhøjlandets Søsportscenter.
Og glæden er ikke til at tage fejl af i sejlklubben.
Anders Hedegaard er næstformand for Ry Sejlklub, og han fortæller, at de i mange år har arbejdet på det her projekt, hvorfor det er "helt afgørende", at de nu har fået penge fra kommunen.
- Hvis vi ikke fik de penge fra kommunen, ville projektet gå i stå, så vi var pressede. Det har været et langt, sejt træk at komme hertil. Vi har godt nok krydset fingre for, at det skulle lykkes, så vi er dybt lykkelige, siger Anders Hedegaard til TV2 Østjylland.
Projektet forventes at komme til at koste 14,3 millioner kroner, og heraf hoster kommunen op med 3,5 millioner, sejlklubben kommer selv med 1,3 millioner og så mangler der knap ti millioner.
Men også de penge skulle ifølge næstformanden være på vej.
- Vi har god kontakt til flere interesserede fonde. Vi krydser fingre for, at der ligger hjælp at hente. Kommunens støtte er i den sammenhæng mega vigtig. Så vi er ikke hundrede procent sikre, men vi har en stærk tro på, at pengene kommer, siger Anders Hedegaard.
De unge er førsteprioritet
De mange millioner skal blandt andet bruges på at styrke ungdomsafdelingen.
Anders Hedegaard fortæller, at der har været pladsmangel til alt det grej, der bruges i klubben. Blandet andet SUP-boards og kajakker har forældre måttet hente til deres børn i en lade et stykke væk fra sejlklubben.
Et andet problem, næstformanden nævner, er mangel på separate omklædningsrum. I øjeblikket er der ikke opdelte rum, de unge kan klæde om i, men blot et gennemgangsrum til formålet.
- For de unge mennesker er det et no-go at stå og klæde om sammen. Så der får vi lavet to gode omklædningsrum; et til drenge og et til piger. Det er førsteprioriteten. Vi er nødt til at gøre det her for de unge, siger Anders Hedegaard.
Udover ungdomsfaciliteterne skal der også laves ny sauna og klubhus, så der er plads til den store fremgang i medlemstal, de mærker i sejlklubben.