Landmand fortæller: Sådan er livet på en MRSA-smittet gård
I disse dage er MRSA-smitten kommet frem i lyset igen på grund af en offentliggjort liste over de smittede gårde. En af dem fortæller nu, hvilke udfordringer smitten giver
Nu ved offentligheden præcist, hvilke gårde der i 2011 var smittet med den kendte MRSA-smitte, og mange af dem er formentlig stadig smittet med bakterien. Den har dog ikke store konsekvenser i hverdagen, lyder det fra en af de smittede gårde.
Det er Hedegård i Hørning, som fik konstateret smitten for fem år siden.
- Den fylder ikke meget i hverdagen. Allerede dengang fulgte vi de retningslinjer, som var fastlagt. Derudover har vi ikke gjort det store, siger gårdejer Ida Marie Lützhøft.
Hun kan alligevel berette om flere episoder, hvor smitten har haft betydning for hende og familiens tilværelse. Det er dog mest andre, som tager hensyn til situationen på gården.
6 østjyske svinebedrifter inficeret med MRSA-smitte
Nægtet at se sine børnebørn
- Da jeg skulle føde et af mine børn var det med akut kejsersnit, og der kunne man mærke, at sundhedsvæsenet ikke er gearet til en som mig, der er mulig bærer af MRSA. Men det gik heldigvis fint alligevel, fortæller Ida Marie Lützhøft.
Også hendes svigerfar har mærket, at folk agerer anderledes, når man kommer fra en MRSA-smittet gård.
- Han blev efter en undersøgelse i Nordjylland nægtet at se sine børnebørn på grund af faren, men sygehuset erkendte sidenhen, at det var en fejl, forklarer gårdejeren.
Ida Marie Lützhøft forstår generelt ikke den store skepsis over for smitten.
Professor: Vi må leve med MRSA-smitte
Har nok stadig smitten
- Der er så mange risici i hverdagen i forvejen. Du skulle også droppe en tur i skov, fordi du kan få en flåt med hjem, siger hun.
Derfor mener landmanden også, at det er fint at infomere folk om smitten og dens fare, men den er ikke noget, man ifølge hende bør være meget bange for.
- Vi har heller ikke skaffet os af med den smittede bestand fra 2011. Det kan vi simpelthen ikke finansiere, så vi har formentlig også stadig smitten, lyder det fra Ida Marie Lützhøft.
Du kan høre hele interviewet med landmanden øverst i artiklen.