Omkring 100 kilo fyrværkeri stjålet fra østjyske forhandlere
I både Galten og Hornslet er der blevet stjålet for samlet 100 kg fyrværkeri i containere
Det er igen blevet den tid på året, hvor der står containere fyldt med krudt i hele landet. Og i løbet af de seneste døgn har der været to indbrud i containere i Østjylland.
Det ene indbrud skete i en container på Hornbjergvej i Hornslet på Djursland, hvor tyvene har erhvervet sig en stor mængde fyrværkeri.
- Vi ved, at der er blevet stjålet omkring en 40-50 kilo. Vi ved ikke, hvor stor værdi eller hvilke typer af fyrværkeri, det drejer sig om endnu, fortæller kommunikationsmedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet formoder, at tyveriet er sket kort før midnat d. 25. december, da der er set to biler på stedet samt omkring seks personer på daværende tidspunkt.
Også tyveri i Galten
Også i Erhvervsparken Klank i Galten har der været ubudne gæster på spil. Her har tyvene ligeledes stjålet omkring 50 kilo fyrværkeri i en container.
- I går morges klokken 7 modtog vi en anmeldelse, at der var stjålet lige knap 50 kilo fyrværkeri, siger vagtchef Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller desuden, at indbrud i fyrværkericontainere ikke er et ukendt fænomen for politiet.
- Det sker som regel i sæsonen, for det er jo nu, man har tilgangen til det, siger Lars Grønlund.
På nuværende tidspunkt kan Sydøstjyllands Politi ikke sige, hvad motivet bag tyverierne har været.
- Om det er til privat brug eller til erhvervsmæssigt brug, det kan vi ikke sige noget om. Der er en chance for, at det ender på det sorte marked, hvor man kan tjene nogle penge på det, siger Lars Grønlund til TV2 ØSTJYLLAND.
Har man nogle oplysninger i sagerne, så modtager politiet gerne henvendelser på tlf. 114.
Har du anskaffet dig noget fyrværkeri, som er blevet tilbagekaldt eller ikke er lovligt, så anbefaler sikkerhedsstyrelsen, at dette returneres til butikken eller bortskaffes som farligt affald.
Det skal du være opmærksom på, når du køber fyrværkeri
1. Fyrværkeri skal være CE-mærket - det betyder, at fyrværkeriet er sikkerhedsafprøvet af godkendte virksomheder.
2. Der skal forelægge en brugsanvisning, og denne skal være på dansk.
3. Køb kun fyrværkeri i butikkerne.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen