420 nye parkeringspladser skal afhjælpe timelange køer i populær turistby
I sommermånederne er Ebeltoft hårdt presset af de mange turister, der kører til byen i bil og derfor skaber kø på vejene. Syddjurs Kommune arbejder på en løsning.
Selvom det ikke kan mærkes på vejret, så er sommeren lige om hjørnet, og det samme er turistsæsonen.
Og det betyder også alenlange køer ind til Ebeltoft. Faktisk har det allerede været galt her i pinsen.
En udfordring, byen tidligere har spurgt vejdirektoratet, der har ansvaret for de statsejede veje, om hjælp til at løse. Men uden held. Vejdirektoratet har afvist Syddjurs Kommunes forespørgsel om at få afhjulpet problemet, da køerne udelukkende er et sommerfænomen, lyder det.
I øjeblikket arbejder Syddjurs Kommune på en delvis løsning. 420 nye parkeringspladser og bedre skiltning skal gøre det nemmere at komme af med bilen i Ebeltoft:
- Det er ikke nok til at løse problemet. Det allerbedste ville være en lysregulering eller en indfletning på vejen, men det er Vejdirektoratet, der skal stå for det.
- Når vi satser på parkeringspladser og skiltning, så er det fordi, at vi så kan få bilerne hurtigere væk fra vejen og få en præcis indkørsel for alle vores søde turister, siger Ole Bollesen, borgmester i Syddjurs Kommune (Soc. dem.)
Syddjurs Kommune har holdt flere møder med Vejdirektoratet og blandt andet foreslået dem en pop-up lysregulering i de otte sommeruger, hvor det står værst til. Det er dog ikke et ønske Vejdirektoratet har valgt at imødekomme indtil nu.
Lokale forudser sommer med lange køer
I sommeren 2020 stod det helt klart, at der er brug for en løsning.
Her blev man mødt af kilometer lange køer ved indfaldsvejen til Ebeltoft. Faktisk strakte de sig de værste sommerdage helt til Feldballe, og det kunne tage over en time at komme ind til byen.
Og mens køerne allerede er begyndt at tage form her i pinsen, så forudser de lokale forudser endnu en sommer med lange rejsetider:
- Man kan jo hverken komme frem eller tilbage nogle steder. Nu er jeg selv postbud og kender til problemet med at komme ud fra sidevejen og villakvarteret derud af, og man holder bare og venter og venter. Jeg forstår godt at folk der bor længere ude, de er frustrerede over det, siger Jan Skov, der bor i Ebeltoft, til TV2 ØSTJYLLAND.