Drama ved stor brand: Små børn fanget i røgen
Familie turde ikke forlade deres hus ved større brand i tilbygning.
En familie i Hornslet i Syddjurs Kommune fik sig en særdeles grim overraskelse, da de natten til torsdag vågnede ved larmen fra en brand.
Branden opstod kort efter klokken to i en tilbygning til familiens villa på Rosenholmvej.
- Vi får en melding om, at fire folk ikke kan komme ud. Da vi kommer derud, kan vi se en familie, der står ved et vindue på første sal, siger indsatsleder hos Beredskab & Sikkerhed, Carsten Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- De er ikke trygge ved at gå ud af huset, fordi der er røg i huset og fordi, de ikke ved, om der også er brand i huset.
Helt udbrændt
Brandfolk fra Beredskab & Sikkerheds station i Hornslet får hurtigt en stige op til vinduet og får familien, to voksne og to små børn, ud af huset.
Indsatsleder Carsten Pedersen betegner branden i tilbygningen, hvori der var et kontor, som en større brand.
- Hele tilbygningen er udbrændt, og ilden gik også igennem taget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Brandfolkene fik ifølge Carsten Pedersen ret hurtigt branden under kontrol og skaderne på familiens villa skal være minimale.
- Den skal egentlig bare rengøres for sod og så selvfølgelig luftes godt og grundigt ud for røg, siger han.
Et chok
Ingen af de fire familiemedlemmer er kommet til skade i forbindelse med branden.
- De fik selvfølgelig et chok, fordi de blev vækket af en brand midt om natten, men de skulle ikke til observation på hospitalet, siger indsatsleder Carsten Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi vil i løbet af torsdag undersøge den udbrændte tilbygning nærmere, men ifølge Carsten Pedersen tyder intet umiddelbart på, at der skal være noget mistænkeligt ved brandens opståen.
I forbindelse med branden blev brandfolk fra Beredskab & Sikkerheds station i Rønde tilkaldt som backup.