Stork strandet på Djursland: Den har brug for hjælp
Storken skulle slet ikke være her på denne årstid, men fuglen er set flere gange på Djursland
Den stork, som flere har set på Djursland, har kuk i kalenderen.
Storken burde nemlig for længst være fløjet sydpå. Den på disse breddegrader ret sjældne fugl er set flere gange på Djursland. Så sent som søndag morgen var den ved et lille vandhul i Dråby nær Ebeltoft.
Storkens liv er i fare, hvis den ikke snart enten flyver sydpå eller finder et sted, hvor der er mad nok. Det fortæller Jess Frederiksen fra foreningen Storkene.dk.
- En stork har ikke mange chancer for at forsørge sig selv i en almindelig dansk vinter. Der er ganske enkelt ikke mad nok i naturen til at brødføde den. Men finder den først frem til et sted, hvor vi har mulighed at lægge foder ud til den, skal den nok klare sig, siger han.
Jess Frederiksen minder om, hvordan en polsk stork sidste vinter var på kost og logi i Østjylland. Aske, som storken kom til at hedde, klarede den danske vinter i fin stil.
Jess Frederiksen fortæller, at der på Djursland er sat en del storkereder op de seneste år. Hans håb er, at storken finder frem til en af rederne og slår sig ned der.
Læs også:
- På den måde kan vi langt bedre hjælpe storken, hvis den vælger at overvintre på Djursland, siger Jess Frederiksen og uddyber:
- Er der nogen, der kender det sted, hvor storken holder fast til, og hvor den eventuelt også overnatter, er man meget velkommen til at kontakte os. Så skal vi nok have forsyninger klar til storken, så den ikke kommer til at lide nød.
Ifølge Jess Frederiksen viser de første billeder umiddelbart ikke nogle ringe på storken, og den er derfor af vild afstamning.