Tricktyve anholdt - politiet efterforsker flere sager
To rumænere er i dag blevet anholdt og sigtet for flere tricktyverier i Sorring og Voel øst for Silkeborg
To rumænere er i dag blevet anholdt og sigtet for flere tricktyverier begået i området omkring Sorring og Voel. Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.
- Vi fik en anmeldelse, og så rykkede vi ud og fik standset dem i deres bil, fortæller han.
Men politiets efterforskning skal nu undersøge, om de anholdte også står bag to tricktyverier, der blev begået i går i Skive.
Samme fremgangsmåde brugt i Skive
Med kort mellemrum lykkedes det fredag to mænd at franarre både Tiger-butikken i Adelgave og Aldi på Holstebrovej penge. Det skete henholdsvis klokken 12.23 og 12.47 fredag.
- Deres fremgangsmåde er, at de køber en enkelt vare, betaler med en tusindkroneseddel for derefter at levere varen tilbage og både om at få pengene retur. I den proces forvirrer de så ekspedienten ved at bede om at få penge retur i euro, og på den måde lykkes det dem faktisk at få flere penge retur, end de har givet, forklarer vagtchef Anders Olesen.
Og det er nøjagtig samme fremgangsmåde, de to anholdte mænd har brugt ved tricktyverierne i Sorring og Voel i dag.
- Derfor skal vi nu have fundet ud af, om der er en sammenhæng mellem sagerne.
Midt- og Vestjyllands Politi arbejder nu på at få de to anholdte fremstillet i grundlovsforhør.
Byerne Sorring og Voel er ligger øst for Silkeborg: