Gerda og Frank ejer (måske) verdens største stykke privatejet Berlinmur
På 30-årsdagen for Berlinmurens fald fejrer et kunstnerægtepar i Horsens dagen med at udstille stykker af muren, de hentede kort efter murens fald.
Det er næsten helt tilfældigt, at det, som kunstnerparret Gerda Louise og Frank Buchgraitzs betegner som verdens største stykke privatejet Berlinmur, havnede hos dem.
- Vi skulle i nytåret 1989 lige efter murens fald have været på skitur til Østrig, man da der ikke rigtig var sne, besluttede vi i sidste øjeblik at tage til Berlin.
Parret fejrede nytåret sammen med 400.000 andre foran Brandenburger Tor.
- Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at stå der og føle sig midt i vigtige historiske begivenheder, fortæller Frank Buchgraitz.
Verdens største stykke Berlinmur i privateje
Resultatet af turen blev blandt andet det, kunstnerparret betegner som verdens største stykke Berlinmur i privat eje. Det er cirka en kvadratmeter stort.
- Selvom grænsevagter først voldte problemer og ikke ville have, vi rørte muren, så hjalp de alligevel med at få det store stykke ind i vores bil, da de hørte, hvad det skulle bruges til, fortæller Frank Buchgraitz.
Nu udstilles stykkerne af Berlinmuren i parrets galleri i Horsens i anledningen af 30-året for murens fald.
- Vi ønsker, at Berlinmuren genopstår her i jubilæumsåret i form af en række skulpturer, hvor de opbevarede sten indgår i nye skupturer.
Udstillingen hedder “Fragmenter af Berlinmuren”
- Den skal lede tankerne hen på den historiske sammenhæng, de er en del af, siger Frank Buchgraitz.
Historien bag murstykkerne
Efter parrets nytårsaften i Berlin i 1989/1990 fødtes ideen hos de to kunstnere om at hente flere stykker af den symbolfyldte mur og på den måde markere 1-årsdagen den 9. november 1990 med en kunstudstilling i Odense.
- Vi ønskede gennem kunsten at udtrykke de følelser og tanker Berlinmurens historie og fald vækker hos alle, siger Frank Buchgraitz.
Parret tog allerede i februar 1990 tilbage til Berlin, hvor meningen var at brække sten af til en senere udstilling, hvor Gerda Louise og Frank Buchgraitz ville samle en række dygtige kunstnere, som hver især fik tildelt Berlinmursten til værker.
Parret havde fået en økonomisk opbakning på 20.000 kroner af Odense Kommune og Fyns Kunstmuseumprojektet til projektet.
Jagten på ægte Berlinmur
Den første dag i Berlin brugte parret til rekognoscering langs muren, hvor de såkaldte “murspætter” var i gang fra tidlig morgen med at hugge småstykker af til turistsalg.
- Hvis de yderste glatte lag på muren var væk, mødte de tidligt op for at male nye farver på, da der var bedst salg i kolorerede murstykker, det så ikke godt ud, fortæller Frank Buchgraitz.
Men de bange anelser blev gjort til skamme. Der var stadig original mur nok til en kunstudstilling i Odense.
Efter flere dages arbejde med at slå murstykker af i baggårde og skjulte steder samt skiftende problemer med grænsevagter, der først ville jage dem væk - og senere hjalp dem, havde parret endelig nok murstykker til at kunstværkerne og udstillingen “Brudstykker af Berlinmuren” kunne realiseres i Fyns Kunstmuseum på årsdagen for murens fald.
Udstillingen i Horsens kan opleves lørdag-søndag den 9. og 10. november kl. 11-17 samt lørdag-søndag den 16.-17. november kl. 11-17.