Danske husejere kan i snit se frem til 5400 kroner ekstra om måneden
En gennemsnitlig boligejers friværdi vil stige med mange tusind kroner i snit hver måned i det kommende år, vurderer chefanalytiker.
Der er godt nyt for boligejerne i den økonomiske redegørelse, der fremlægges af regeringen senere fredag, lyder det fra TV 2s analytiker Ole Krohn.
For boligejerne kan polstre sig med yderligere friværdi i år og til næste år.
Huspriserne stiger ifølge den økonomiske redegørelse med 2,7 procent i år og 3 procent til næste år, erfarer TV 2.
- Renten på boliglån er holdt op med at stige, og for nogle af de kortere lån er der endda tale om en besparelse i forhold til sidste år, siger Ole Krohn.
Det er med til at holde en hånd under boligmarkedet. Regeringens tal er i den senere tid blevet støttet af aktuelle tal, der viser fremgang på boligmarkedet.
- Selv ejerlejlighedsmarkedet, der skulle være påvirket af den nye reform af boligbeskatningen, viser overraskende styrke, siger Ole Krohn.
Ro og tryghed
For boligejerne er regeringens vurdering altså godt nyt, forklarer chefanalytiker hos Nordea, Lise Nytoft Bergmann.
- Det giver en dejlig ro og tryghed for boligejeren, at regeringen har en forventning om, at der stadig er udsigt til stigende friværdier, siger hun til TV 2.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann kan boligejerne altså ikke bare se frem til, at de kan bibeholde deres friværdier, men også at de kommer til at vokse i de kommende år.
Prisudvikling ifølge regeringens prognose
Boligejere står samlet set til en stigning i friværdien på 129.000 kroner.
Men der er også en anden side af mønten, understreger hun.
- Det er knap så fedt for alle dem, der ikke er inde på boligmarkedet. Det er en ærgerlig besked til dem, der havde håbet på, at de høje renter havde fået boligmarkedet til at bremse op, siger Lise Nytoft Bergmann.
Skattefri gevinst
I 2023 kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter ifølge Nordea 2.231.000 millioner kroner på landsplan.
Hvis regeringen får ret i sin prognose, kan det gennemsnitlige hus sælges for 2.291.000 kroner i 2024 og 2.360.000 millioner i 2025.
- Det betyder med andre ord, at huspriserne forventes at stige med cirka 60.000 kroner i indeværende år og med yderligere 69.000 kroner i 2025, siger Lise Nytoft Bergmann.
Og det kommer boligejerne til at kunne mærke på friværdien. De har altså samlet set udsigt til en stigning i deres friværdi på 129.000 kroner.
- Det svarer til en gevinst på næsten 5400 kroner om måneden, der vel at mærke er skattefri, hvis ejeren selv har boet i huset, forklarer Lise Nytoft Bergmann.
Vil stige i dyrere områder
De stigende boligpriser vil ifølge Lise Nytoft Bergmann komme i kølvandet på en tumultarisk periode på boligmarkedet.
Først steg huspriserne kraftigt under coronapandemien i 2020 frem mod midten af 2022.
Men så ramte inflationen og stigende renter, og priserne begyndte at falde frem til foråret 2023.
- Hvis regeringens nye prognose holder stik, er huspriserne dog snart tilbage på toppen igen. Allerede i første halvår af 2025 forventer regeringen, at huspriserne er steget så meget, at de igen sætter rekord, siger Lise Nytoft Bergmann.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann forventer man i Nordea, at huspriserne kommer til at stige yderligere i de dyrere områder.
- Forventningen er, at man vil se en fortsættelse af den tendens, som vi har været vidne til de seneste år. De unge mennesker drømmer mere om at bo i byen end på landet. Derfor er der områder i landet, hvor interessen er større end andre, siger hun.
Regeringen har indkaldt til pressemøde fredag klokken 11.00, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) vil fremlægge finanslovsforslaget for 2025 og Økonomisk Redegørelse.
Også økonomiminister Stephanie Lose (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) vil være til stede under pressemødet.