Kraftig torden har på ny kurs mod Danmark
Der er igen risiko for skybrud i store dele af landet.
Knap har søndagens tordenvejr forladt landet, førend et nyt melder sig på banen.
Mandag kan således byde på en vejrmæssig gentagelse, hvor kraftige regn- og tordenbyger bevæger sig op over Danmark fra syd først på dagen. Og der er igen risiko for skybrud i store dele af landet.
Vi kommer dog til at se en anden placering af regnen, for mens det i første omgang var de sydvestlige egne, primært Sønderjylland og Fyn, der blev ramt af de kraftigste byger med skybrud søndag, vil Fyn, Lolland, Falster og Sjælland i højere grad ligge i skudlinjen for mandagens byger.
Her vil en større ansamling af tordenbyger med stor sandsynlighed blive dannet over Tyskland i nattens løb for så at tage en kurs op over Østdanmark mandag morgen og formiddag.
Placeringen af de kraftigste byger er endnu usikker, men meget tyder på, at det bliver i området fra Østjylland og østpå hen over Fyn til Sjælland, at risikoen er størst.
Her vil man opleve, at der fra omkring klokken 8 om morgenen kan trække kraftige regn- og tordenbyger op over Det Sydfynske Øhav og Lolland, Falster og Smålandsfarvandet. Siden trækker dette område videre nordpå op over Fyn og Sjælland og videre op gennem Kattegat.
Sådanne morgentordenvejr er ofte ganske intense på denne tid af året, og atmosfærens opbygning er endnu mere befordrende for store regnmængder, end den var søndag, så risikoen for skybrud er stor.
Et efterspil med fornyet skybrudsrisiko
Når første omgang regn og torden er overstået, kan der vente endnu en omgang silende regn.
For på sydsiden af bygerne strømmer varm og fugtig luft op over de østlige egne, og ved hjælp af solens varme ud på eftermiddagen kan der igen blive dannet kraftige byger.
Disse kan igen være med skybrud, og her kunne især Øresundsregionen stå for skud sidst på eftermiddagen og først på aftenen.
Når mandagens vejr er ovre, venter en periode med mere stille og afdæmpet sommervejr med dagtemperaturer omkring 20 grader og mest tørt vejr.