Rikke vågnede fra koma og var fanget i sin krop - et blink blev hendes vej tilbage til livet

Forestil dig, at du ligger i en hospitalsseng uden at kunne bevæge en eneste del af din krop – end ikke de muskler, som gør det muligt at tale.

Du vågner fra en koma i få sekunder ad gangen, før du døser hen igen, og i de vågne øjeblikke registrerer du, hvad der bliver sagt omkring dig uden at kunne give lægerne og din familie et signal om, at du faktisk er der og er dig.

Det mareridt oplevede Rikke Schmidt Kjærgaard fra Aarhus i 2013.

- Det er fuldstændig forfærdeligt. Du er helt i andres vold og magt og mister fuldstændig kontrollen. Jeg kan ikke sige, hvordan jeg har det, eller hvad jeg har brug for, og den første måned bruger jeg bare alt mit overskud på at prøve at overleve, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Lyset i øjnene

Den dengang 38-årige universitetsforsker og mor til tre blev fra den ene dag til den anden ramt af aggressiv bakteriel meningitis, som efter få timer gav hende hjertestop.

Det lykkedes lægerne at genoplive hende, hvorefter hun havnede i koma. Men Rikke Schmidt Kjærgaard havde haft en stor hjerneblødning og mere end hundrede blodpropper overalt i kroppen, og lægerne spåede hende ikke store chancer for at overleve.

Læs også:

Der gik 14 dage, uden tegn på at Rikke ville komme til sig selv, og hendes mand og børnene forberedte sig på at skulle sige farvel. Men så begyndte hun at åbne øjnene – først som små sprækker - og efter en uge kunne hun åbne øjnene helt.

Det resulterede først i jubel hos Rikke Schmidt Kjærgaards familie, men så tog skrækken over. For det blik, som langsomt kom frem under øjenlågene, viste klassiske tegn på en dyb hjerneskade.

- Men efter nogle dage kunne jeg se, at der var et eller andet lys (i øjnene, red.). Jeg kunne se, at hun var derinde. Jeg var fuldstændig sikker på det, beskriver Peter Kjærgaard i ’Go’ morgen Danmark’.

- Det var det der lille glimt af lys, som signalerede: ”Jeg er her, og I skal ikke opgive mig”.

Fra hospitalssengen oplevede Rikke Schmidt Kjærgaard her sin første bevidste handling. Hun blinkede.

Læs også:

Ja, nej og pyt med det

Det blink blev vejen tilbage til livet. Sammen med sin mand udviklede Rikke Schmidt Kjærgaard, som ugerne gik, et system, hvor et blink betød nej og to blink betød ja.

Med hjælp fra et stykke pap med alle alfabetets bogstaver på, begyndte Rikke at kommunikere i sætninger. Hendes mand førte en finger over de forskellige bogstaver, og så skulle hun stave sit budskab frem ved at blinke.

En almindelig sætning kunne tage en hel dag at få frem, og da hun begyndte at få kontrol over sine ansigtsmuskler, lærte hun hurtigt at mime ”pyt med det”, fordi små misforståelser nogle gange gjorde det for svært at stave rigtigt.

Kampgejsten kom tilbage

Herefter fulgte et forløb på ni måneder, hvor Rikke Schmidt Kjærgaard meget langsomt fik magten over sin krop tilbage. Men vejen var lang, og på et tidspunkt var gejsten ved at slippe op.

- Hun var så træt af ikke at have kontrol over sig selv, af hospitalstøj, af at hun kunne ikke spise noget som helst, siger Peter Kjærgaard, som besluttede sig for, at han måtte gøre sit for at give sin kone et nyt skud energi.

Derfor hang han store billeder fra deres mange rejser på væggene, døren og skabslågerne på hendes værelse på Hammel Neurocenter, hvor hun boede under sin genoptræning.

- Hun skulle mindes om nogle af alle de eventyr, vi har haft sammen, og som vi skulle have flere af, siger han.

Det skete, mens hun sov, så Rikke Schmidt Kjærgaard kunne få sig en overraskelse, når hun slog øjnene op.

- Det var fuldstændig fantastisk at se, at det var der, vi skulle hen. Og så var der bare fuld fart på. Det med at bevare håbet og motivationen er så altafgørende, siger hun.

Læs også:

Vil hjælpe flere

Det er i dag fem år siden, at Rikke Schmidt Kjærgaard lå lammet i hospitalssengen. Hun har nu interviewet læger og sygeplejersker, læst sin journal på hundrede sider og de 74 siders dagbogsnoter, som hendes mand skrev, mens hun ikke kunne røre sig.

Det er blevet til bogen ’Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve’.

Rikke Schmidt Kjærgaard ved, at hun var heldig. Hun mistede ”kun” synet på sit ene øje, og ni af hendes fingre måtte amputeres, fordi de blev ramt af en bakterieinfektion, som dræbte dem.

I dag har hun lagt sin akademiske forskerkarriere på hylden og arbejder i stedet på deltid og med pauser i løbet af dagen som direktør for Videnskabsklubben – en mentorklub hun har stiftet efter sit sygdomsforløb.

Her handler det om at være rollemodel for andre, der elsker videnskaben, og virksomheden udvikler en platform til, at især patienter kan følge med i deres behandling.

- Jeg fandt ud af, at jeg skulle give mening til flere og bruge det, jeg kunne, til at hjælpe andre.

Lever hver eneste dag

Derudover har mareridtet givet hende en stærkere trang til at leve og nyde de små glimt af glæde, som opstår i hverdagen. Og det samme har resten af familien.

- Vores børn har fået en virkelig dyb forståelse af livets skrøbelighed på et alt for tidligt tidspunkt, men også en forståelse for, hvor fantastisk vigtigt det er at huske at leve hver eneste dag. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at fylde vores dage med gode oplevelser og glæde, siger Peter Kjærgaard.

Skal Rikke Schmidt Kjærgaard give et budskab videre til andre, der er tæt på mennesker, som er lænket til en hospitalsseng, så er det at være der 100 procent.

- Vis venner og familie, der ligger på hospitalet, at de ikke er alene. Hvert eneste brev eller postkort fra mine venner, kollegaer og familie hjalp mig til at blive rask, siger hun.

I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med parret, da de var i Go' morgen Danmark på TV 2.