TV 2 Vejret udsender nyt varsel: Sådan rammer voldsomt uvejret time for time
Vindstød af stormstyrke og op til 40 millimeter nedbør rammer Danmark lørdag aften.
Lørdag aften og natten til søndag skal et voldsomt uvejr ind over store dele af landet.
I den forbindelse har TV 2 Vejret udsendt et varsel om torden og skybrud for Jylland og Fyn i tidsrummet lørdag klokken 18.00 til søndag klokken 03.00.
Ud over potentielt store mængder nedbør er der også udsigt til en kort overgang med meget kraftig blæst.
Derfor udsender TV 2 Vejret et nyt varsel om vindstød af stormstyrke.
De kraftige vindstød kan ramme det østligste Jylland og Fyn mellem lørdag klokken 20.00 og søndag klokken 03.00 samt Sjælland, Lolland, Falster og Møn i perioden lørdag klokken 22.00 til søndag klokken 03.00.
Det er kun Bornholm, der ser ud til at gå helt fri af aftenens uvejr.
Sådan rammer uvejret time for time
De første kraftige tordenbyger forventes at dukke op ved 18.00-tiden i det nordvestlige Jylland.
Her kan det lokalt blive til op omkring 20 millimeter nedbør i løbet af kort tid.
Ved 20.00-tiden er det fortsat hovedsageligt i Nord- og Vestjylland, at man finder de hidsige tordenbyger.
Fra Fyn og østover står den derimod på solrigt vejr og 23 til 25 graders varme - altså en rigtig flot sommeraften.
Som aftenen skrider frem, intensiveres uvejret ned gennem Jylland.
Omkring klokken 22.00 forventes der at være en bygelinje med meget intense tordenbyger, der strækker sig fra Nordjylland til Sønderjylland i den østlige halvdel af Jylland.
Tordenbygerne kan både være med skybrud og hagl. Derudover kan der også forekomme kraftige vindstød.
I det hele taget er det i timerne omkring midnat, at uvejret når sit klimaks. Her vil Fyn også blive ramt af de voldsomme tordenbyger.
Ifølge prognoserne kan der i et bælte fra Sønderjylland op over Trekantsområdet til Djursland lokalt falde op omkring 30 millimeter nedbør. Det kan ikke udelukkes, at der kan komme op til 40 millimeter.
Læg dertil, at der også er risiko for stormstød. Så er alle ingredienser til for en voldsom vejraften.
Tordenvejret forventes at slippe landet omkring klokken 02.00 natten til søndag.
Der kan dog stadig på dette tidspunkt være vindstød op til stormstyrke øst for Storebælt.
På TV 2 Vejrets radar kan du gennem hele aftenen og natten følge med i, hvor tordenvejret befinder sig.