Varm og solrig onsdag – her er der udsigt til en sommerdag
I dele af landet er vinden tiltagende i løbet af eftermiddagen.
Der er lagt op til en flot sommerdag denne onsdag, hvis man ellers er til sol og varme.
I hele landet er der nemlig udsigt til masser af solskin, mens temperaturen topper med op til 26 graders varme.
Her får du et overblik over dagens vejr og til sidst dagens detalje.
Formiddag: Sommerdag inden middag
Stort set alle danskere står op til en solrig morgenstund. Kun i det nordvestligste Jylland kan der hænge lidt skyer på morgenhimlen.
Temperaturen ligger mange steder på mellem 12 og 19 grader. I takt med at solen kommer højere på himlen, kravler termometret imidlertid hurtigt over 20 grader.
Og allerede inden middag kan de første termometre ramme 25 grader og dermed give en meteorologisk sommerdag.
Eftermiddag: Her bliver det varmest
De skyer, der måtte være på himlen, bliver brændt af i løbet af eftermiddagen, hvor der altså venter masser af sol over det ganske land.
Solskinsvejret ledsages af sommervarme temperaturer, der forventes at toppe med 23 til 26 grader.
Varmest bliver det over de centrale landsdele som Østjylland, Fyn, Vestsjælland og Lolland. Men også i Hovedstadsområdet er der udsigt til en sommerdag.
Vinden bliver generelt svag til jævn fra sydøstlig retning. I den sydøstlige del af landet og på Bornholm er vinden dog tiltagende til en frisk vind fra sidst på eftermiddagen.
Aften: Lunt og solrigt
Det solrige vejr fortsætter helt indtil solnedgang, som finder sted mellem klokken 20.01 i Nexø og 20.32 i Hanstholm.
Tilsvarende vil temperaturen stadig ligge omkring de 20 grader ved solnedgang.
Dagens detalje
Selvom der er udsigt til en sommervarm eftermiddag, er det slet ikke på samme måde varmt i solen, som tidligere på sommeren.
Det skyldes, at solen efterhånden står lavere og lavere på himlen. Faktisk svarer dagens solhøjde til solhøjden omkring 12. og 13. april.