Aarhus Kommune: Trafikken er næsten normal efter Vesterbro Torv-kaos
Dataudtræk fra trafikmålinger viser, at rejsetiden flere steder er på niveau med en gennemsnitlig hverdag i 2023.
Der er ikke meget, der kan få sindene i kog, som ting i trafikken, der bare ikke fungerer.
Det oplevede man for nylig i det centrale Aarhus, hvor politikerne i byrådet måtte erkende, at planerne om at lukke ned for gennemstrømningen af biler over Vesterbro Torv ikke var en idé, der blev taget godt imod hele vejen rundt.
Lukningen medførte kaos og påvirkede trafikafviklingen flere steder i byen, når biler og lastbiler pludselig blev tvunget ud på andre veje, og det har for mange betydet forlænget tid bag rattet til og fra arbejde eller uddannelse.
10. april meldte kommunen så ud, at rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K), har trukket sin opbakning til projektet og ønsker en anden omdannelse end dén, der er planlagt og besluttet af byrådet.
Rådmanden ønsker, at trafikken skal køre, som den altid har gjort, og at det gamle torveareal blot forskønnes, men det kan han ikke beslutte alene.
"Projektet med et fredeligere Vesterbro Torv er vedtaget af byrådet, så hvis ikke Nicolaj Bang får et flertal med på sine ønsker, gennemføres fredeliggørelsen af Vesterbro Torv. Byrådet skal på et tidspunkt behandle en indstilling om økonomien og endelige tegninger for omdannelsen, og så vil det vise sig, hvad de siger", oplyser kommunikationsafdelingen ved Teknik og Miljø i en mail til redaktionen.
Arbejdet på og omkring torvet har øvrigt kostet op imod 700.000 skattekroner at udføre til det punkt, hvor man altså indstillede arbejdet og rullede ændringerne tilbage.
Sidstnævnte arbejde - tilbagerulningen - vurderes også at koste op imod 700.000 kroner, fremgår det af et svar på en såkaldt ti-dages-forespørgsel, som Metin Lindved Aydin (RV), medlem af teknisk udvalg, midt i april sendte til teknik og miljø-afdelingen. Den kan ses her.
Der måles på sekunder og minutter
Denne fredag morgen skriver Aarhus Kommune så på sin Facebook-side 'Trafik i Aarhus' om nye målinger af rejsetiden, der viser, at tiderne er næsten normaliserede.
Kommunen har trukket data fra de strækninger, der har været mest udfordrede. Om morgenen svarer rejsetiden nu til en gennemsnitlig hverdag i 2023. Om eftermiddagen er rejsetiden tæt på at være på niveau med 2023.
Det er nu - af uvisse årsager - et minut og 51 sekunder hurtigere at tage Ringgaden i morgentrafikken, end det var på en gennemsnitlig hverdag i 2023.
Det tager halvandet minut mere at køre på Silkeborgvej fra Åbyvej til Ringgaden om eftermiddagen. Det er den største stigning i rejsetiden lige nu.
Og så viser dataene slutteligt, at det i øjeblikket tager et enkelt sekund længere at køre fra Bernhardt Jensens Boulevard til Nørreport om eftermiddagen og tre sekunder mere om morgenen.