Nu genåbnes veje ved omdiskuteret torv
Mandag bliver der åbnet for mere trafik ved Vesterbro Torv i Aarhus.
Vesterbro Torv i Aarhus.
Formentlig det mest omtalte sted i Østjylland den seneste tid.
Nu er der igen nyt i den ophedede sag.
I dag, mandag, fjernes vejstriber fra asfalten - og nye bliver malet.
Dermed åbnes der atter for, at bilister kan køre i begge retninger på Hjortensgade og Vester Allé, der ellers har været ensrettet i forbindelse med, at man har arbejdet på en nedrivning af parkeringskælderen under Vesterbro Torv.
- Jeg mener ikke, vi skal genere byens bilister unødigt, og lige nu er der ikke noget arbejde i gang på torvet, som betyder, at man ikke skal kunne køre både nord og syd ved Vesterbro Torv. Så nu ophæver vi ensretningen og genskaber noget af den fremkommelighed, som bilister havde, før torvet blev lukket af, sagde Nicolaj Bang (K), rådmand, Teknik og Miljø i en pressemeddelelse i sidste uge, hvor han proklamerede genåbningen af de to veje.
For få uger siden ændrede rådmanden en beslutning om at lukke Vesterbro Torv for bilister efter uger med store trafikale udfordringer i det centrale Aarhus. En beslutning, som også hurtigt blev mødt af kritik fra flere sider.
Nicolaj Bang ønsker i stedet at forskønne det eksisterende torveareal - og ellers holde området åbent for bilister - som det var indtil for få måneder siden.
- Vi kan få et smukt Vesterbro Torv uden de store forandringer for byens bilister. Jeg mener, at vi har fået syn for, at vores vejsystem er sårbart for forandring, sagde Nicolaj Bang.