Aarhusianerne kan snart hoppe i Havnebassinet
Fra den 30. juni kan aarhusianerne hoppe på hovedet i havnebassinet på Aarhus Ø
Det har været længe undervejs, men nu er datoen endelig klar.
Aarhusianerne kan tage den første dukkert i Havnebadet på Aarhus Ø i Aarhus den 30. juni.
Klokken 13:00 åbner svømmebadet, og i de efterfølgende timer vil der være forskellige aktiviteter i og omkring havnebadet.
Det er en tung ståltrappe på 2,6 tons ved udspringsbassinet, som er den sidste udfordring inden åbningen af det nye havnebad.
Det samlede program for åbningsdagen er endnu ikke offentliggjort.
Mere end et havnebad
Sidste sommer blev det stort anlagte projekt ramt af en udfordring, da vandkvalitetsmålinger i havnebadet modsat tidligere viste bekymrende tal.
- Det har gjort, at vi har ændret konstruktionen på havnebadet, så vandet nu i princippet er renset, når det kommer ind i selve havnebadet, siger Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Havnebadet, der er tegnet af stjerne-arkitekten Bjarke Ingels, er ikke blot tænkt som et sted, hvor man kan få en dukkert, men i højere grad som et samlingssted med forskellige aktiviteter.
- Planen er, at det her på sigt skal være et kæmpe stort vandaktivitetscenter. Vi ser havnebadet som en destination både for folk i byen og turister, siger Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det har været vigtigt, at det var tilgængeligt herude, så i modsætning til alle andre havnebade, jeg kender i hvert fald, har man også mulighed for at gå rundt herude på en promenade hele året rundt, selvom havnebadet er lukket.
Hvis man besøger havnebadet mellem 1. juni og 31. august, er der livreddere til stede.