Brand i udsat boligområde - brandfolk må ikke komme ind
Onsdag aften brænder det igen i Gellerupparken, brandfolk skal holde sig væk.
Onsdag aften har Østjyllands Brandvæsen igen været kaldt til en brand på Dortesvej i Gellerupparken i Aarhus V.
Og igen har politiet ikke villet lade brandfolkene komme ind.
- Der var tale om et bål. Vores indsatsleder er derude og konstaterer, der ikke er risiko for spredning. Politiet bad os holde os væk, siger operationschef Kirsten Dyrvig.
Tirsdag aften rasede flere brande også i området, hvor politiet holdt brandvæsnet tilbage.
Det skyldtes en sikkerhedsprocedure, på baggrund af en vurdering fra politiets side baseret på tidligere erfaringer i Gellerupparken.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at man tidligere har lavet ballade, og så kører brandvæsnet derind, og så kaster man eksempelvis sten på brandbilerne. Hvor tåbeligt det end lyder, fortalte politiinspektør Rene Raffo tidligere onsdag.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Østjyllands Politi onsdag aften.