De er grønlændere, men hverken hjemløse eller alkoholikere
De er tre helt almindelige, kedelige veninder, siger de selv, og så har de været heldige.
- Har I tænkt over, hvorfor det ikke er os, der sidder her, spørger Inger sine veninder, da de går forbi trappen ind til Frelsens Hær i Klostergade i Aarhus.
Svaret fra de to andre er vævende og luftigt, det handler mest om at være heldig, for selvom de tre veninder er grønlandske ligesom flere af de hjemløse, der ofte sidder i det åbne byrum, har de tre klaret sig uden at falde i med alkohol og sociale problemer.
Det er trist, at Danmark ikke er det forjættede land, som mange tror.
Men det kunne være gået galt for de tre. Dorthes mor og lillesøster døde meget unge efter at have levet hårde liv med alkohol. Inger kalder sin barndom for træls, og Lone blev bortadopteret som lille.
Grønlændere griner meget
- Det gipper i mig, når jeg går forbi en gruppe grønlændere, der er højrøstede og berusede, fortæller Dorthe Andersen, der i 14 år har arbejdet hos Vestas.
En af veninderne mener, at der er større fokus på grønlændere, fordi de har en bestemt væremåde.
Min grønlandske familie skriver på grønlandsk med hinanden på facebook, og fordi så få taler sproget, er der ingen hjælp at hente hos Google Translate.
- Det er bare fordi, man lægger mere mærke til dem, fordi de har store armbevægelser og griner mere, siger Inger Lynge, der er sosu-assistent.
- Ja, grønlændere er meget grinende og har et godt humør, det er i al fald vores fordomme, siger Dorthe, og så griner de tre alle højt.
Skældte ud for åbne vinduer
Lone Staunsbjerg var 14 år, da hun kom til Danmark, Inger var tre, og Dorthe er født i Danmark. Deres venskab skyldes deres grønlandske mødre, som alle boede i Gellerupparken i 1970'erne. Ingen af mødrene blev særligt godt integrerede i Danmark og måtte have hjælp af deres døtre til at forstå det danske samfund
- Jeg skrev selv under, når jeg fik en seddel med hjem fra skolen, og jeg måtte fortælle min mor, hvad karaktererne betød, fortæller Inger, der også mindes, hvordan hendes mor på meget udansk facon altid åbnede vinduerne op på vid gab, når hun skulle skælde ud.
Det skulle alle da høre!
Med Grønland i bagagen
Inger Lynge - SOSU-assistent, kom til Danmark som tre-årig, datter af en grønlandsk mor, der arbejdede som fabriksarbejder i Danmark. Har kun været tilbage i Grønland en gang som 50-årig.
Lone Staunsbjerg - SOSU-hjælper, kom til Danmark som 14-årig. Taler lidt grønlandsk.
Dorthe Andersen - Documentation Coordinator hos Vestas, født i Danmark af en grønlandsk mor, der døde meget ung. Mødte kun sin danske far få gange, inden han døde. Dorthe har besøgt Grønland en gang som voksen.
Lone, Dorthe og Inger blev alle tre gift med danske mænd, fik børn og arbejde. De har kun besøgt Grønland få gange og har følt sig som turister, når de besøgte deres grønlandske slægtninge.
- Vi ser nok på Grønland på en romantiseret måde, fordi vi kommer der så sjældent, siger Inger, der også ærgrer sig over, at hun aldrig har lært grønlandsk:
- Jeg ligner en grønlænder, men jeg føler mig ekskluderet deroppe. Min grønlandske familie skriver på grønlandsk med hinanden på Facebook, og fordi så få taler sproget, er der ingen hjælp at hente hos Google Translate.
Ingen alkohol på Grønland
Når veninderne har været i Grønland, har de stort set ikke oplevet at få serveret alkohol. Til gengæld har de oplevet, at grønlænderne mødes flittigt hos hinanden:
- Jeg har overvejet at flytte derop, men i de små byer ville alle vide, hvad jeg lavede hvornår, og så ville de bare møde op, fra jeg rullede gardinerne op om morgenen, fortæller Dorthe.
I starten tænkte jeg, at det var pinligt, for det går også ud over mig, nu tænker jeg, at de er lige så meget værd som mig, de har bare fået en uhyggelig og trist skæbne.
Da hun første gang besøgte Grønland, viste hun et gammelt foto af en gruppe grønlandske konfirmander til hotellets receptionist. Halvanden time senere stod der 25 slægtninge i receptionen, for en af konfirmanderne på billedet var en fætter, og så var forbindelsen til Dorthes mors grønlandske familie knyttet.
- Jeg blev straks inviteret til kaffemik, og flere af dem havde mit billede hængende på væggen. Jeg var det savnede barn, fortæller Dorthe.
Rørende og overvældende
Det var rørende men også så overvældende, at hun kunne mærke, at hun var alt for dansk til at kunne slå sig ned i det tætte samfund.
- Grønlændere vil gerne være sammen, og når grønlændere her i Danmark mødes i det offentlige rum og drikker, undgår de at være ensomme. I Grønland er der også alkoholikere, men de hænger ikke ud på gaderne, det er kun her, man har behov for at finde et fællesskab.
- Det er trist, at Danmark ikke er det forjættede land, som mange tror. Man skal have et arbejde, finde noget at bo i og først og fremmest skal man kunne sproget, siger Inger.
Engang var det pinligt
De har alle tre ændret holdning til deres grønlandske baggrund, for som børn blev de drillet, og de tog som unge afstand til alt grønlandsk. Først som voksne har de taget deres rødder til sig.
Vi er jo bare blevet helt almindelige og kedelige.
På samme måde har deres holdning til grønlænderne på trappen ved Frelsens Hær i Aarhus også ændret sig.
- I starten tænkte jeg, at det var pinligt, for det går også ud over mig, nu tænker jeg, at de er lige så meget værd som mig, de har bare fået en uhyggelig og trist skæbne, siger Lone.
Udsatte grønlændere i Danmark
Ifølge Socialministeriet har mellem 700 og 900 grønlændere bosat i Danmark problemer med alkoholisme, hashmisbrug og psykiske lidelser.
Der bor omkring 16.000 grønlændere i Danmark, heraf bor de 2500 i Østjylland. (Tal fra 2017)
- Ja, det er trist, at de ikke mestrer deres liv uden at ty til alkohol, siger Inger og spørger igen de andre, hvorfor de tre monstro selv fik et andet liv?
Dorthe har svaret: - Vi er jo bare blevet helt almindelige og kedelige.
