Endnu en McDonald's udsat for hærværk
Politiet mener, at hærværket kan være politisk motiveret.
Endnu en McDonald’s i Aarhus er blevet ramt af hærværk.
Natten til tirsdag omkring kl. 02.00 har en eller flere gerningsmænd smadret flere computer- og infoskærme ved McDonald’s i Viby J, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Gerningsmændene har knust en dør ind til restauranten, hvorefter de er gået ind.
Østjyllands Politi har en teori om, at hærværket kan være politisk motiveret, og sagen efterforskes nu nærmere. Derudover undersøger politiet, om hændelsen kan kædes sammen med en anden hærværkssag.
Facadevinduer smadret
Den 5. november blev McDonald’s i Tilst udsat for et omfattende hærværk. Her blev en stor del af restaurantens facadevinduer smadret.
I går, onsdag, meddelte Østjyllands Politi, at politiet på samme måde arbejder ud fra en tese om, at hærværket mod McDonald’s i Tilst var politisk motiveret.
- Men da vi på nuværende tidspunkt ikke har fundet frem til gerningsmændene, kan vi ikke med sikkerhed fastslå, hvad motivet har været, sagde kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, i går.
Tidligere er der blevet sluppet rotter ud i McDonald's i Slagelse, Odense og Glostrup. I et af tilfældene er det konstateret, at handlingen er relateret til krigen i Mellemøsten.
Hen over en video fra én af episoderne ved McDonald’s står der bl.a. "Boykot MCD/Israel".