Forsøgte at betale sodavand med kørekort og blev aggressiv
En 24-årig mand havde tilsyneladende fået en tår over tørsten, da han søndag morgen begav sig ind i en butik på Banegårdspladsen i Aarhus.
I hvert fald forsøgte han - ifølge en medarbejder i butikken - at betale en sodavand med sit kørekort. Det lykkedes naturligvis ikke. Alligevel gik den 24-årige derfra med den ubetalte sodavand i hånden. Medarbejderen fik standset ham på vej ud, og den 24-årige afleverede sodavanden tilbage.
Herfra blev han dog - ifølge Østjyllands Politis døgnrapport - aggressiv.
Af rapporten fremgår det, at manden pludseligt slog medarbejderen i ansigtet.
Anmeldelsen om slaget kom klokken 6.49, og en patrulje kørte til stedet, hvor et par vagter holdt den 24-årige tilbage. Manden var ifølge politiet tydeligt beruset. Betjentene anholdt den 24-årige og sigtede ham for vold.
Medarbejderen slap med en mindre flænge i ansigtet.