FotoTrine bundet til sit hjem i 20 år: Nu har hun fundet vej ud af angsten
- Må jeg få en selfie?
Trine Niebuhr kigger på Bakken Bears-cheftræner Steffen Wich og den 196 centimeter høje Bakken Bears-spiller Thomas Lærke. De står og kigger ned på basketball-banen oppe fra VIP-området.
De smiler begge to, mens de dukker sig ned, og når ind i billederammen sammen med den 154 centimeter høje Trine med rød kasket.
Det var sådan, at når jeg skulle i seng om aftenen, så skulle jeg helst have noget at sove på. Når jeg vågnede om morgenen, gjaldt det om hurtigt at sætte sig ind til fjernsynet og se Horton-sagaen.
Det her er historien om FotoTrine, som Trine Niebuhr kaldes af de fleste.
Trine tager i dag billeder af sportsbegivenheder, events og arrangementer i Østjylland. Men aldrig længere væk end hun kan ankomme på sin scooter.
Et liv fyldt med angst
Trine hopper af scooteren og tager roligt sit kameraudstyr ud af bagageboksen. Hun er netop ankommet til Vejlby-Risskov Hallen i den nordlige del af Aarhus.
For 20 minutter siden forlod hun sin lejlighed i Lystrup for at bruge aftenen på at tage billeder af bjørnene fra Bakken, der møder farmerholdet fra EBAA.
Hun får et nik og et hej af eventansvarlige Lotte, da hun passerer indgangen til VIP-afdelingen. Herfra fortsætter hun direkte ind til mænd i jakkesæt, danskvand med citrus og smørrebrød.
Sådan er Trines liv nu. Hun tager ud og fotograferer, alt det, hun kan nå. Men sådan har det ikke altid været. Trine har i mange år haft angst i så høj grad, at det var altoverskyggende for hende liv.
20 år i Lystrup
Trine Niebuhr var så påvirket af sin angst, at hun i 20 år ikke kunne forlade lejligheden i Lystrup. Kun når hun blev presset i aktivering, var hun nødsaget til at bevæge sig. Indefrysningen i Lystrup stod på, fra hun var fra 21 til 41 år. I dag er Trine 48.
- Det var sådan, at når jeg skulle i seng om aftenen, så skulle jeg helst have noget at sove på. Når jeg vågnede om morgenen, gjaldt det om hurtigt at sætte sig ind til fjernsynet og se Horton-sagaen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Det var sådan, at når jeg skulle i seng om aftenen, så skulle jeg helst have noget at sove på. Når jeg vågnede om morgenen, gjaldt det om hurtigt at sætte sig ind til fjernsynet og se Horton-sagaen.
Trine Niebuhr kunne se Horton-sagaen i op til fem timer om dagen i håbet om at slippe tankerne. Tanker, som styrede hendes liv, og gjorde hende bange for at tage i hoveddøren og møde mennesker udenfor.
Hvad hvis der var en, der talte til hende, som hun ikke turde svare? Hvad hvis hun kastede op på nogen? Og hvad nu, hvis hun ikke kunne flygte?
Kameraet fjerner angsten
Tanker som var en del af den angst, der susede rundt i Trines hoved, og holdt hende i sofaen.
En gang imellem sagde Trine ja til at tage med til familiearrangementer, og så tog hun billeder. Det vidste en gammel skolekammerat, og han spurgte, om Trine ville tage billeder af hans fodboldhold, som holdt til i Lystruphallen.
- Det tog mig selvfølgelig noget tid at tage mig sammen til at gå derned. Men da jeg så var der, fandt jeg ud af, at der var masser af nødudgange og toiletter, og jeg kunne jo bare gå, når det passede mig. Og så tog jeg mit kamera med derned og begyndte at fotografere.
Det viste sig, at kameraet kunne fjerne en del af angsten. Det fungerede som et skjold, der gjorde det muligt at trække sig væk fra menneskerne ude i virkeligheden.
Lægger alle billeder op
- Jeg kan sidde og tale med folk, og hvis jeg så ikke kan magte det mere, så kan jeg tage mit kamera og sige, at det skal indstilles. Så er der ingen, der tænker 'hun er underlig', forklarer Trine Niebuhr.
Jeg kan sidde og tale med folk, og hvis jeg så ikke kan magte det mere, så kan jeg tage mit kamera og sige, at det skal indstilles. Så er der ingen, der tænker ”hun er underlig”.
Trine ved godt, at der er forskel på de billeder, som hun tager, og dem de professionelle skaber.
- Den store forskel er, at de professionelle vælger nogle billeder ud, og så er det de bedste, der kommer op. Men jeg lægger alle mine op. Det er megakedeligt for dem, der ikke er på billederne - men sjovt for dem, der er på, smiler Trine.
Betyder meget for klubben
Printet på den røde kasket står navnet på Trine Nieburhs hjemmeside Vildmedfoto.dk som en henvisning til billederne, der strækker sig fra Bakken Bears-spiller Chris Christoffersen på hjemmebane, til målmanden Mads på 9 fra Vibys miniputhold og til selfies med Thomas Helmig.
I Vejlby-Risskov Hallen er selfieseancen ovre for denne gang, og Trine beslutter sig for at gå ombord i smørrebrødet. Basketballspilleren Thomas Lærke, der netop har bidraget til Trines selfievæg, forklarer, at han har mødt Trine mange gange før.
Det betyder meget for klubben, når personer som Trine kommer til hver kamp. Hun er her altid, man ser hende, og man lægger mærke til hende.
- Det betyder meget for klubben, når personer som Trine kommer til hver kamp. Hun er her altid, man ser hende, og man lægger mærke til hende. Og så er hun bare altid glad, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
En af Trines selfies skiller sig dog ud fra de andre. Den findes nemlig ikke kun på Trines hjemmeside, men hænger også udprintet i en ramme over hendes sofa. Det er en selfie af Trine og Kronprins Frederik.
Selfies med kendte
- Jeg jagtede kronprins Frederik her sidste år. Han skulle åbne sejlsportscentret (i Aarhus, red.) sammen med kronprinsesse Mary. Først gik jeg hen og sagde 'Undskyld, Deres Kongelige Højhed, må jeg få lov til at tage et billede sammen med dig?'. Men kronprinsen havde ikke tid.
Frede, Frede, Frede, må jeg ikke godt få et billede? Du kan selv spørge Jacob Bundsgaard, hvor vigtigt det er at komme på min selfievæg. Og så sagde Jacob, at det var rigtigt nok.
Men det ville Trine ikke acceptere, så hun tog pressekortet af og den røde kasket på. Og da kronprinsen kom tilbage, fik Trine lige det, hun gerne vil have:
- Frede, Frede, Frede, må jeg ikke godt få et billede? Du kan selv spørge Jacob Bundsgaard (Aarhus' borgmester, red.), hvor vigtigt det er at komme på min selfievæg. Og så sagde Jacob, at det var rigtigt nok.
Og sådan kom Kronprinsen op på væggen i Lystrup.
- Jeg synes, det er sjovt at få billeder med de kendte. Men jeg bruger det også sådan, at jeg kan sige til mig selv: Du har mødt de her personer, og hvis du kan det, kan du også møde den næste, forklarer Trine.
Læs også:
Klar til at køre bil til udekampe
Tilbage i VIP-afdelingen i Bakken Bears fortæller Anders Laursen, der er projektleder på Aarhus Ø, at han også har bemærket en stor udvikling hos Trine:
- Man kan mærke, at hun flytter sig. Hun bevæger sig både der, hvor hun er tryg, men hun kommer også udenfor sin komfortzone. Nu er hun jo også i gang med at tage kørekort. Der er virkelig sket meget.
Og hvis vi stopper op ved kørekortet, har det med transport længe været svært for Trine. Det har nemlig begrænset hende i at tage billeder.
Da hun startede med at tage billeder, turde hun ikke at transportere sig på andre måder end at gå, så begyndte hun at køre på scooter. Og indtil for kort tid siden, ville hun kun transportere sig rundt på den. Hun turde ikke køre i hverken bil eller tage offentlige transportmidler. Men så skete der noget.
Kørelærer skrev til Trine
- Af en eller anden grund turde jeg godt prøve at køre i en bil til Classic Race her i Aarhus. Og det lagde jeg op på min Facebook. Så var der en kørelærer, der skrev til mig, om jeg ikke skulle have et kørekort.
Man kan mærke, at hun flytter sig. Hun bevæger sig både der, hvor hun er tryg, men hun kommer også uden for sin komfortzone.
Og det takkede Trine ja til, samtidig med hun skrev ud om det på Facebook med #fuckermedangsten.
Scooterens begrænsede distanceevne har gjort hende ked af det mange gange, fordi den har forhindret hende i at kunne følge hendes yndlingshold.
- For eksempel når Bakken Bears spiller pokalfinale i Horsens, og alle andre skal til Horsens for at se dem. Så sidder jeg herhjemme, og kan se det i fjernsynet. Det har jeg dælme tudet over mange gange. Eller hvis AGF skal spille i Silkeborg, og jeg ikke kan tage med.
Små skridt hele tiden
Og selvom Trine den 25. oktober bestod sin køreprøve, er hun stadigvæk ikke sikker på, at hun kan komme med til udekampe med det samme.
Først 10 meter, så 20 meter, og til sidst kan jeg køre længere væk. Men jeg ved ikke, hvornår jeg bliver klar til at køre til udekampe.
- Ligesom da jeg startede med at køre scooter, er det med små skridt. Først 10 meter, så 20 meter, og til sidst kan jeg køre længere væk. Men jeg ved ikke, hvornår jeg bliver klar til at køre til udekampe, forklarer Trine.
Læs også:
Indtil videre føler hun sig mest tilpas i Vejlby-Risskov Hallen.
Her står hun så midt på banen, alt lys i basketballhallen er slukket. En stribe af hvidt lys rammer den første af Bakken Bears' mænd, der løber ud af omklædningsrummet. Spillerens navn gjalder ud i højtaleren og overdøver tilskuernes klap og råb.
Trine løfter sit sorte Nikon D500 op foran øjet, og så trykker hun.
