Frivillighovedstad: Kom med til gratis åbningsfest i dag
Alle er velkomne til åbning af Europæisk Frivillighovedstad 2018, der løber af stablen i Ridehuset søndag eftermiddag
Om du er frivillig, har lyst til at vide mere om frivilligt arbejde eller bare har lyst til at fejre frivilligårets begyndelse, så er du velkommen i Ridehuset i Aarhus søndag.
Fra klokken 14-17 kan du her møde en stor del af regionens frivillige foreninger, og arrangementet i Ridehuset er gratis.
I alt kommer 93 frivillige foreninger og fællesskaber og fortæller om deres frivillige arbejde og byde på hygge, underholdning og dampende varm suppe.
Du kan blandt andet møde frivillige fra Røde Kors-guider fra Aarhus Universitetshospital, frivillige fra patient- og pårørendecaféen i Regionshospital Midt, De Frivilliges Hus i Viborg.
De fremmødte vil desuden kunne opleve underholdning af operasangere og grupperne RAP fra Gellerup, De Splittergale og Total Hip.
Fejring af frivillige
Frivillighovedstadsåret betyder, at Region Midtjylland og Aarhus Kommune i høj grad vil samarbejde om at fejre og synliggøre de mange forskellige frivillige indsatser og fællesskaber, som findes overalt i regionen. Anledningen er, at Aarhus Kommune har fået titlen som Europæisk Frivillighovedstad 2018.
Udover at hylde de frivillige vil samarbejdet om Frivillighovedstad 2018 også fokusere på at afprøve nye muligheder for at udvikle velfærd, kultursamarbejde og turisme på tværs af regionen.
- De mange frivillige fællesskaber og det aktive medborgerskab overalt i regionen fortjener at få et klap på skulderen, at blive hyldet og få opmærksomhed. Både lokalt, regionalt og internationalt. Først og fremmest fordi de frivillige i den grad fortjener anerkendelsen. Men også fordi opmærksomheden kan være med til at inspirere andre. Mit håb er, at endnu flere i 2018 vil få lyst og mulighed for at blive en del af et frivilligt fællesskab, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Europæisk Frivillighovedstad 2018 åbnes desuden officielt søndag 21. januar på Aarhus Rådhus.
Aarhus Jazz Orchestra står nemlig for det musikalske indslag til den officielle åbning på Aarhus Rådhus, hvor blandt andet Kronprinsesse Mary, der er protektor for Frivillighovedstaden, også deltager.