Man mister jo ikke bare et foster, men et barn

Da hun mærker, at hun bliver våd i sine bukser, er hun ikke i tvivl. Hun stivner, for hun ved præcis, hvad klokken har slået. Hun kender den følelse af afmagt og ulykkelighed, der strømmer gennem kroppen. Elife er i gang med at miste sit ønskebarn. Igen.

Det er ellers en dag, Elife Kocak har glædet sig til. Hun skal ind til byen og hygge sig med sin familie. Sin datter, kæreste og den lillebror eller lillesøster, hun for kort tid siden, troede var ved at vokse sig stor og stærk i hendes mave. 

Selvom de våde bukser er et tydeligt tegn på, hvad der er ved at ske, fortæller hun sig selv, at det nok ikke er så slemt, som hun tror. Hun siger til sin kæreste, at det jo er helt normalt, at man kan bløde lidt. Men inderst inde er hun klar over, at det her ikke er godt.

Det lille hjerte i Elife Kocaks mave er stoppet med at slå, og hun mister sit ønskebarn. Hele hendes verden ramler. Men smerten er efterhånden en plage, der bliver ved med at banke på hendes dør. For det er langt fra første gang, hun har fået en spontan abort.

Livet er vendt på hovedet

- Det var jo ikke et barn, men et foster.

Kommentaren kommer fra en person tæt på Elife, som hun holder meget af. Den rammer hende lige der, hvor det gør allermest ondt. I maven.

For få uger siden holdt hun en graviditetstest, der viste to tydelige lyserøde streger. Et lille liv voksede i hendes mave. I hendes hoved voksede drømmene om barnevognsture, børnetøj og babylykke. Og drømmen om at gøre sin datter til storesøster.

Allerede fra det øjeblik Elife fandt ud af, hun var gravid, talte hun til barnet om stort og småt. Hun elskede det lille liv og ville gøre alt for at passe godt på det.

Men i dag er hele livet vendt på hovedet, og drømme og glæde er skiftet ud med sorg og angst.

Har holdt det for sig selv

Elife har været igennem det hele fire gange før.

Men selvom et foster i medicinsk forstand først regnes for at være en baby i uge 23, føler Elife ikke, at hun har mistet fire fostre. Hun har mistet fire børn.

Hver gang gik livet videre for alle andre, mens hun stadig måtte kæmpe med den angst og ulykkelighed, tabene efterlod i hende.

I lang tid var hun helt stille omkring tabene. Hun holdt sorgen for sig selv og talte for det meste kun med sin kæreste om det. Hun turde ikke at dele det.

For de få gange hun har åbnet op om tabene til andre end sin kæreste, er hun blevet mødt med skepsis. Blikke, der gav hende følelsen af, at hun skulle slappe af.

Sommetider også mere end blikke. Sætninger som ’jamen, du var jo ikke særlig langt henne’, eller ’du kan jo bare blive gravid igen’.

Når Elife har aborteret, har det været tidligt i graviditeten og før, man har kunnet se det på maven. Og også før, at man medicinsk har regnet det for at være babyer.

Ofte har hun også fået at vide, at hun bare burde være glad for det barn, hun trods alt har fået. Der findes jo mennesker, der aldrig kommer til at opleve den glæde.

Men så simpelt er det bare ikke. Elife har altid haft en tæt relation til sin søster, og den søskenderelation ønsker hun også at give sin datter. Frygten for at hendes datter ikke skal få glæden af en søskende, fylder meget hos hende. Hun sørger ikke kun på sine egne vegne, men også på sin datters.

Føler sig alene, selvom man er en blandt mange

Elife var langt fra alene. Faktisk ender 15-20 procent af alle graviditeter i spontan abort.

Alligevel følte hun sig ikke som én blandt mange. Netop derfor fortalte Elife heller ikke om sine tab til ret mange mennesker. Hun havde følelsen af, at ingen ville kunne forstå hende. 

Det bundede særligt i de kommentarer, hun blev mødt med, når hun en sjælden gang åbnede op for et familiemedlem eller en veninde. Typisk personer, der ikke selv havde prøvet at miste.

Men da Elife mistede for fjerde gang, kunne hun ikke længere gå med det selv. Det var ikke længere nok for hende at tale med sin kæreste om det. Hun havde brug for nogen at spejle sig i. Hun havde brug for at finde ud af, at hun i virkeligheden ikke var alene. At der var andre, der gik igennem det samme som hende. Og at hun ikke var forkert. 

Derfor tog hun et grænseoverskridende valg.

Delte sine dybeste følelser med fremmede

Så en aften satte hun sig i sin sofa og begyndte at skrive sine tanker og følelser ned i en note på sin telefon.

Med bankende hjerte og svedige håndflader tog hun sig mod til at dele teksten på sin Instagram, der havde over 20.000 følgere. Hun delte det, selvom hun frygtede, at hun ville møde dumme kommentarer. Men hendes frygt blev gjort til skamme, for snart skulle det vælte ind med hjertevarme beskeder og kommentarer. 

- Hold ud og opgiv ikke håbet.

- Al kærlighed jeres vej.

- Hvor er du stærk, du deler det.

Og i dag er der kun én ting, hun fortryder: At hun ikke delte det noget før.

For ja, der var en enkelt eller to, der ikke kunne holde deres mening tilbage. Men det var bare en lille fisk i det store hav af støtte, likes og kommentarer på hendes opslag. 

Mange kvinder skrev til hende, at de har oplevet det samme som hende, og at de også har gået med det selv. De takkede hende for at dele sin historie.

Elife fik den følelse, hun havde længtes efter. Hun var ikke forkert, og hun var ikke alene.

Skyld og skam

Fire gange skulle Elife miste, før hun turde at åbne op om det. Og det er måske ikke så underligt, mener Lise Holck, der er lektor i psykologi og har speciale i blandt andet barnløshed. For det tidlige tab er forbundet med meget skyld og skam, fortæller hun.

- De føler ikke, de er blandt mange. Vi taler så lidt om det. Det er derfor, det kan være svært at få plads til sorgen. Den manglende anerkendelse fra omverden har betydning for den skam, siger Lise Holck.

I vores samfund hersker der nemlig en myte om, at det er længden på graviditeten, der afgør størrelsen på sorgen, når man mister et ufødt barn, mener hun.

Nogle kvinder føler, de mister et foster, mens andre føler, de mister en drøm, et håb eller en mulighed. Nogle kvinder føler lige som Elife, at de mister et barn. Og oplever man det sidste, er det ifølge Lise Holck fuldstændig lige meget, om man har båret på barnet få uger eller mange måneder.

Man sørger nemlig over den fremtid, som ikke bliver. Og det, at omverdenen sjældent forstår sorgen, er med til at fastholde skammen. Derfor kan det være svært at finde plads til at være ked af det.

Men den plads har Elife fundet nu. Og heldigvis væltede det også ind i hendes indbakke med de positive historier om kvinder, der har kæmpet samme kamp som Elife, men i dag sidder med deres ønskebarn i armene. Det giver hende modet til at kæmpe videre.

Lige nu venter Elife på en udredning, der forhåbentligt skal afklare, hvorfor hun bliver ved og ved med at abortere. Indtil da vil hun fortsætte med at prøve at blive gravid og håbe, at hun en dag holder en fin lille baby i sine arme.

- Jeg kommer ikke til at give op på drømmen om at give min datter en søskende, for nu ved jeg, at jeg ikke er alene, siger hun.