Et minde for livet: På badetur fik Allan pludselig en unik svømmemakker
Allan Rundberg bader i havet flere gange om ugen. I sidste uge fik han sig dog en noget usædvanlig svømmemakker på sin tur i vandet.
- Et minde for livet.
Sådan beskriver havnekaptajn Allan Rundberg fra Kaløvig Bådelaug den unikke oplevelse, han fik sig, da han på sin sædvanlige svømmetur i Kaløvig hørte et stort pust nogle meter fra ham.
Allan Rundberg vendte sig rundt med det samme, og det tog ham ikke lang tid at forstå, hvad der stod bag den spruttende lyd.
Det var en kæmpestor delfin, der ifølge havnekaptajnen var dobbelt hans størrelse.
- Det var den vildeste oplevelse og et fuldstændigt adrenalinkick, siger Allan Rundberg til TV2 Østjylland, mens han griner lidt over det overvældende møde.
Det er ikke nyt, at der er spottet delfiner i området, og havnekaptajnen har da prøvet at svømme med delfiner før på ferier. Men det her var en lidt anden oplevelse for ham.
- Jeg har svømmet med delfiner steder, hvor man forventer det, men i dansk farvand på min morgenrutine - det var vildt, siger Allan Rundberg.
Faktisk så vildt, at den rutinerede svømmer blev en smule forskrækket, da han så delfinen så tæt på.
- Det føltes som om, den var helt tæt på, selvom den måske var tre til fem meter væk, og jeg vidste jo ikke, hvordan den ville reagere, siger havnekaptajnen.
Heldigvis så delfinen ham bare an og svømmede væk igen, men når Allan Rundberg tager sine ugentlige svømmeture i havet nu, er det med dyb respekt for det store dyr.
- Jeg kigger mig hver gang over skulderen, om den skulle være der igen, og vender mig instinktivt om. Det er ikke fordi, jeg håber, den er der. For jeg blev bestemt også forskrækket, siger Allan Rundberg.
I august blev en delfin spottet i Aarhusbugten, og her kom en nysgerrig dykker helt tæt på, da han filmede delfinen under vandet.
Derudover har delfinen Skywalker svømmet rundt i det danske farvand, hvor den både har leget med bøjer og både. Se videoen af Skywalker herunder: