Politiet søger vidner til umotiveret overfald på ældre mand
Lørdag aften blev en 75-årig mand opsøgt og tildelt flere lussinger, imens han var i gang med frivilligt arbejde.
Under indsamlingen af tøj afleveret til nødhjælp blev en 75-årig mand lørdag aften kl. 17.44 overfaldet på Hasle Centervej i Aarhus V.
Læs også
Da manden befandt sig i parkeringsgården ved en tøjcontainer, blev han opsøgt.
- Han blev tildelt to lussinger på venstre side af hovedet af en ukendt beruset gerningsmand, oplyser Østjyllands Politi.
Intet motiv til overfaldet
Ifølge politiet er der ikke umiddelbart noget motiv til overfaldet.
Gerningsmanden beskrives som en mand af udenlandsk herkomst, han var brun i huden og muligvis grønlænder.
Han var omkring 40 år gammel, 180-185 cm høj og almindelig klædt.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til overfaldet eller andre med oplysninger i sagen.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.