Sag om AaB-trøje afgjort: To mænd idømt fængselsstraf - igen
Mændene modtog dommene, men nu har Statsadvokaten i Viborg 14 dage til at vurdere, om man vil anke dommen.
To mænd er mandag ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldige i en sag, hvor de tog en AaB-spilletrøje fra en ung mand på gaden.
Det oplyser anklager Bjørn Fogh Sørensen, der førte sagen for anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.
Mændene modtog begge dommene, som lød på henholdsvis fire måneders fængsel, hvor en del af straffen - den ene måned - er betinget, og 60 dages fængsel, hvor 20 af dagene er betinget.
Der skal altså afsones tre måneder for den enes vedkommende og 40 dage for den andens vedkommende.
Mændene er dømt for ulovlig tvang, fordi de truede drengen med AaB-trøjen til at udlevere den.
Nu har statsadvokaten i Viborg 40 dage til at vurdere, om man ønsker at prøve sagen i landsretten. Det har nemlig været på tale, om mændene i virkeligheden kunne dømmes for røveri, hvor straffen er hårdere.
Røveri eller ulovlig tvang?
Faktisk er det anden gang, sagen bliver behandlet i byretten, for den kørte også i maj 2023, hvor byretten ligeledes dømte mændene skyldige i ulovlig tvang og altså ikke for røveri, som der var rejst tiltale for.
- Sagen blev (i maj 2023, red.) anket til landsretten, og i den forbindelse er der opstået en komplikation rent juridisk. Forklaringen er lidt simpelt sagt den, at landsretten ikke kan vurdere, om der er tale om røveri eller ulovlig tvang, når byretten ikke har taget stilling til præcist det spørgsmål først, sagde anklager Bjørn Fogh Sørensen forleden til TV2 Østjylland.
Det er anklagemyndigheden, der gerne vil have sagen prøvet i landsretten. Det skyldes blandt andet, at der har været flere sager af lignende karakter rundt i landet, hvor fodboldfans er blevet frarøvet eller frataget en trøje under tvang.
Anklagemyndigheden vil derfor have en sag afprøvet ved en højere instans end byretten, så man ved fremover, om man kan forvente en dom for ulovlig tvang eller røveri.
Passet op på gaden
Den aktuelle sag fra Aarhus fandt sted 17. september 2022. Da mødtes AGF og AaB i fodboldens superliga.
Kampen blev spillet på stadion i Aarhus, hvor hjemmeholdet vandt 3-1, men alligevel så nogle aarhusianske mænd sig sure på teenageren fra Aalborg, da parterne mødtes tilfældigt i Frederiks Allé.
Det endte med en form for tumult, og den dengang 16-årige dreng blev som nævnt tvunget til at udlevere sin AaB-trøje med trusler om tæsk.
Da én af hans venner hev sin telefon frem og filmede optrinnet, blev telefonen slået ud af hånden på ham, og han blev efterfølgende tvunget til at slette sine optagelser. Igen med trusler om tæsk.
I tiden efter lykkedes det politiet at finde frem til flere personer, der blev anholdt og sigtet i sagen, og to af dem er nu kendt skyldige i ulovlig tvang.