Sigtet for misbrug af børn og videreformidling via the dark web
32-årig er sigtet for misbrug af børn via internettet over en længere periode.
En mand er sigtet for at have misbrugt flere børn via internettet ved at medvirke til, at flere drenge under 15 år havde seksuelt samkvem med hinanden. Misbruget har stået på i en længere periode. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Den 32-årige mand blev torsdag morgen efter et grundlovsforhør bag lukkede døre varetægtsfængslet i en uge.
Manden er - ud over det seksuelle misbrug - også sigtet for at have videredistribueret optagelser af drengenes seksuelle samkvem. Det er sket på the dark web, som er en "mørk" del af internettet, som ikke kan findes frem via normale søgemaskiner.
Ifølge døgnrapporten nægter den 32-årige sig skyldig i anklagerne, men kærede ikke kendelsen.
De seksuelle samkvem mellem børnene er sket i udlandet.
Østjyllands Politi oplyser, at man ikke ønsker at oplyse yderligere i sagen.