Udstilling om penissen skal give mænd bedre selvværd
Et nyt projekt vil sætte fokus på, at mænds penis er god, som den er. Ifølge projektlederen synes mange mænd, at den er for lille.
De seneste år har i den grad været præget af kropspositivisme, når det gælder det kvindelige køn. At kvinder skal elske deres krop, som den er - om den er høj, lav, tyk eller tynd.
Men hvad med mændene?
Amalie Maindal Nielsen mener, at den positive omtale af mænds krop - og nærmere bestemt deres penis - er blevet overset. Men det vil hun nu rette op på.
Fra torsdag den 9. januar til lørdag den 11. januar udstiller hun anonyme penishistorier på Godsbanen i Aarhus.
- Jeg oplever, at der er rigtig meget positiv udvikling i forhold til kvinders krop, og jeg har kunnet mærke, at det har været rart, og helt tilfældigt opfanger jeg, at der ikke er noget for mændene, siger Amalie Maindal Nielsen, der er projektleder på penisprojektet, som hun har lavet som et led i sit afsluttende projekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Læs også:
Den er for lille
Hun har modtaget anonyme historier fra mænd om forholdet til deres penis og talt med venner om emnet, og så har hun læst et forskningsprojekt fra University of California i USA, der viser, at mange mænd er utilfredse med størrelsen på deres ædlere dele.
Forskningsprojektet er lavet blandt 52.000 heteroseksuelle mænd og kvinder i 2016, og det viser, at næsten halvdelen af de mænd i undersøgelsen, der svarede, at de havde en normal størrelse penis, ville ønske, at den var større.
Det er den tankegang, hun gerne vil ændre ved at sætte fokus på emnet og hylde den helt almindelige penis til sin udstilling 'Hey mand - din pik er perfekt!'.
- Jeg håber på at kunne få skabt nogle gode samtaler og få sat nogle tanker i gang, som mænd og kvinder kan tage med hjem, siger Amalie Maindal Nielsen.
Er blevet mobbet
På Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital genkender de også problematikken. De hjælper blandt andre mænd med rejsnings- og udløsningsproblemer og mænd med manglende lyst. De hjælper også kvinder med forskellige udfordringer.
- Der kan godt være mænd, der fortæller mig, at de er kede af deres størrelse på penis, og det går dem på i forhold til deres følelse af at være mand, siger Anette Højer Mikkelsen, der er udviklingssygeplejerske og specialist i sexologisk rådgivning på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital.
- De er bange for, at de ikke kan tilfredsstille kvinder, og det kan være svært for dem at gå i bad sammen med andre. Nogle er også blevet mobbet af andre mænd og kvinder med størrelsen, tilføjer hun.
Hun synes, at det er en god ide, at Amalie Maindal Nielsen sætter fokus på emnet - hvis det gøres på en sober måde.
- Det der med at have fokus på noget på en god måde, som kan være positivt for mennesker, er godt at gøre og illustrere forskelligheden. Det er godt, at man ikke kun tænker på det modeskabende billede som det virkelige. Og mennesker er meget mere end kun en krop, siger Anette Højer Mikkelsen.
Til udstillingen kan man læse andre mænds anonyme historier om deres penis, og der bliver vist tegninger, der passer til historien. Derudover kan man få et gratis litografi med en penis på.
På TV2 ØSTJYLLANDs Youtube-kanal kan du se serien Selvglad, der har fokus på at elske kvindekroppen, som den er.