Horsens har Superligaens ringeste græstæppe
FC Midtjylland har Superligaens bedste fodboldbane. Kun kunstgræsset i Farum vurderes dårligere end Casa Arena Horsens og OB's hjemmebane, Nature Energy Park
Det er bedst at spille fodbold på græsset på FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena. Og værst på Right to Dream Park i Farum.
Right to Dream Park er den eneste kunstgræsbane i Superligaen. Hvis man kun ser på klubberne med et græstæppe, er Horsens sammen med OB's hjemmebane Nature Energy Park i bunden med en score på 2,9 på en skala fra 1-5.
Sådan lyder resultatet af en afstemning blandt Superligaens 14 anførere, skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.
FC Midtjylland i top
MCH Arena har opnået en score på 4,5.
- På MCH Arena er det en prioritet at have en god græsbane. Det er dygtige folk, der investerer de nødvendige ressourcer i at levere et helt grundlæggende arbejdsredskab for spillerne.
- Det er en fornøjelse, og det er det store stykke arbejde, spillerne kvitterer for, siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.
Nummer to på listen er Blue Water Arena, Esbjergs hjemmebane. Den har opnået en score på 4,11 og tager andenpladsen for næsen af Brøndby.
Brøndby Stadion får scoren 4,09 i afstemningen.
Mens MCH Arena er i top, er FC Nordsjællands hjemmebane, Right to Dream Park, i bund. Kunstgræsbanen får den suverænt laveste score på 1,40.
Spillerforeningen kårer hvert år Superligaens bedste fodboldbane. Det gør den for at forbedre baneforholdene.
Hele listen over de bedste og værste baner:
1: MCH Arena (FC Midtjylland) 4,50.
2: Blue Water Arena (Esbjerg fB) 4,11.
3: Brøndby Stadion (Brøndby IF) 4,09.
4: Aalborg Portland Park (AaB) 3,88.
5: Telia Parken (FC København) 3,88.
6: Ceres Park (AGF) 3,56.
7: Sydbank Park (Sønderjyske) 3,50.
8: Nord Energi Arena (Vendsyssel FF) 3,40.
9: Vejle Stadion (Vejle Boldklub) 3,30.
10: Cepheus Park Randers (Randers FC) 3,30
11: DS Arena (Hobro IK) 3,00.
12: Nature Energy Park (OB) 2,90.
13: Casa Arena Horsens (AC Horsens): 2,90.
14: Right to Dream Park (FC Nordsjælland) 1,40.