Guldsmede frygter røvere med mundbind
Østjyske guldsmede er bekymrede for det nye krav om, at kunderne skal bære mundbind. De frygter, at røvere vil bruge mundbind til at maskere sig.
Torsdag træder regeringens krav om brugen af mundbind på alle offentligt tilgængelige indendørs steder i kraft. Dermed skal man for fremtiden bære mundbind, når man går ind i en smykkeforretning.
Og netop smykkeforretningerne er særligt bekymrede ved udsigten til, at alle kunder i deres butik fra torsdag og til engang efter årsskiftet skal bære mundbind.
- Det er røverier, vi er nervøse for. Røvere kan nu benytte sig af muligheden for at maskere sig med kasket, solbriller og mundbind, når de træder ind i vores butikker, siger indehaver af smykkeforretningen Bræmer-Jensen i Randers, Mikael Bræmer-Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er særligt opklaringsarbejdet i kølvandet på et røveri eller tyveri, der kan blive besværliggjort af det nye krav om mundbind, mener medejer af smykkeforretningen Christoffersen A/S i Silkeborg, Brian Christoffersen.
- Problemet er jo, at hvis der kommer nogle brodne kar, der er ude på at stjæle vores varer, så tror jeg, at vi og politiet får rigtig svært ved at finde ud af, hvem personerne er, siger Brian Christoffersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Smil til kameraet
Også hos brancheorganisationen for danske guldsmede frygter man, at røvere kan bruge mundbind til at maskere sig, når de vil stjæle værdifulde smykker i butikkerne.
Derfor håber de på at kunne komme igennem med deres forslag til en løsning på problemet omkring de i øvrigt meget omdiskuterede mundbind.
- Vi håber på muligheden for, at vi som butik kan sige til en kunde, som kommer ind med mundbind på og måske også solbriller og hat, at de skal tage masken ned, så vi kan se, hvem de er, og bede dem kigge i kameraet, siger detaildirektør i Gulsmedebranchen Trine Thorning til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Det er dog ikke en løsning, der er fuldkommen enighed om i smykkebranchen. Brian Christoffersen mener, at vi er nødt til at tage skridtet videre, før end det for alvor virker.
- Vi håber, at der kommer et krav om, at hvis man vil ind i butikkerne, så skal man have visir på i stedet for mundbind, siger Brian Christoffersen, der er medejer i smykkeforretningen Christoffersen A/S i Silkeborg.