50-årig mand fundet død bag rattet
De pårørende er underrettet, oplyser Østjyllands Politi. Intet tyder på en kriminel handling.
En 50-årig mand blev kort før klokken 16 onsdag fundet død i sin lastbil, der holdt parkeret på Østervænget i Grenaa.
Det oplyser vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
- Vi rykkede ud, og helt efter bogen sørgede vi for objektivt at undersøge stedet og alle omstændighederne nøje, så vi kunne udelukke diverse hypoteser. Det gør vi altid, når en person bliver fundet død, hvad enten det er i en lastbil som her eller i en lejlighed, siger René Ludvig.
- Vores konklusion er, at manden er død af naturlige årsager, og at der ikke er foregået noget kriminelt, og de pårørende er underrettet, siger René Ludvig.
Ifølge politiet er der ingen vidner, der har set manden komme kørende og holde ind på vigepladsen på Østervænget.