Fire dømt i sag om knivstikkeri
Der er faldet dom i en sag, hvor fire var tiltalt for medvirken til grov vold.
Fire mænd har fået dom i en sag om et voldsomt overfald på en mand i Odder natten til 5. august 2023.
De fire mænd er blevet dømt for medvirken til grov vold.
- Jeg er tilfreds med dommen ud fra den mindre rolle, som de fire personer har haft, siger Jesper Rubow, specialanklager ved Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.
Stukket i mave, bryst og armhule
De fire har medvirket til, at en 31-årig mand blev stukket med kniv på Rosensgade i Odder om natten efter noget tumult mellem flere personer.
Den 31-årige blev stukket seks gange med en kniv i maven, brystet og den ene armhule. Et af stikkene skar en pulsåre over. Meldingen fra politiet var efterfølgende, at manden var blevet fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby, og at han var i kritisk tilstand. Offeret overlevede knivstikkeriet.
- De fire har medvirket til det i forening med andre. Men der er ikke nogen af dem, der har stukket eller haft nogen konflikt med offeret. Det er formentlig heller ikke dem, der har medbragt kniven, men de har sluttet op om voldsudøvelsen, siger Jesper Rubow.
Motivet har ifølge specialanklageren været at hjælpe en ven.
Østjyllands Politi har tidligere meldt ud, at der formentlig var tale om et internt opgør, som ikke har noget med banderelationer at gøre.
Langvarig efterlysning
Østjyllands Politi anholdt kort efter knivstikkeriet tre personer, mens to personer blev efterlyst.
13 august anholdt man yderligere en mand, og efter en langvarig efterlysning blev endnu en person anholdt i april 2024.
De fire mænd, der nu er dømt, har fået fire måneders ubetinget fængsel hver. Det svarer til den tid, de har været varetægtsfængslet, og de skal derfor ikke afsone yderligere. De blev løsladt i november.
De fire mænd har alle modtaget dommen.
I sagen om knivstikkeriet er der fortsat to, der afventer retssag og dom.