Husejer raser efter oversvømmelse: - De havde lovet os, det var slut
For tredje gang på otte år er Henrik Tranums hus i Odder oversvømmet og totalskadet.
Henrik Tranum er ved at være godt træt af oversvømmelser.
Han bor i Odder, som i nat blev ramt af voldsom oversvømmelse, efter en dæmning brød sammen.
Han blev banket op klokken 04.15 af beredskabet.
- Vi har haft vand over hele huset, konstaterer han.
- Fra klokken 04.00-05.30 prøvede vi at tørre op og tørre op og begrænse skaden herinde i huset, men vi måtte give op til sidste og lade stå til.
Der stod vand 30 centimeter op på ruderne af gulv- til loftvinduerne.
Det satte hele hans hus under vand for tredje gang på otte år.
- Vandet væltede ind alle stede i hele huset gennem døre, vægge, udluftningsventiler nede i kælderen, siger Henrik Tranum, mens han viser rundt.
Gulvet i hele huset er stadig vådt, efter at det har stået under seks-otte centimeter vand.
Nogen har sovet i timen
I både 2015 og 2018 var hans hus også oversvømmet. Derfor håbede Henrik Tranum, at den dæmning som nu er brudt sammen, ville hjælpe.
- Vi kan jo konkludere, at den dæmning ikke er lavet godt nok. Der er nogen, der har sovet i timen og ikke vidst, hvad de har haft med at gøre, siger Henrik Tranum.
- Vores kommune havde lavet den dæmning og egentlig lovet os, at nu var det slut med oversvømmelser i byen.
Derudover havde kommunen ifølge Henrik Tranum lovet borgerne et lille dige ved hver have gennem byen på begge sider for at holde vandet i åen, men det har kommunen altså ikke overholdt.
- De har prioriteret anderledes, blandt andet en bypark og legeplads. Jeg kunne godt tænke mig mere rettidig omhu, og at de tænkte på borgernes ve og vel i stedet for legepladser og folkeparker. Jeg synes virkelig, de har sovet i timen, siger Henrik Tranum om Odder Kommune.
Huset skal nu ryddes, og Henrik Tranum og hans kone skal genhuses, mens huset totalrenoveres. Der trækker fugt op i vægge og gulve, som skal skiftes ud.
- Vi er dybt rystede og frustrerede over, at myndigheder kommunen mangler rettidig omhu omkring det. At de for hulen ikke har gjort noget. De ved det godt, og vi har været til masser af møder, men der sker ingenting. Det frustrerer os dybt, siger Henrik Tranum.
Han skal nu finde ud af, om det er hos Stormrådet eller forsikringen, han skak finde hjælp, og han tror ikke, at det bliver uden kamp.
Læs dækningen af dagens oversvømmelser i Østjylland herunder: