Ni kameraer på vej: Offentligt område skal videoovervåges
De ni kameraer ved Folkeparken i Odder kommer til at koste 350.000 kroner.
En række ærgerlige episoder betyder, at Odder Kommune nu vil opsætte overvågningskameraer flere steder i midtbyen.
Kameraerne - ni styks - bliver sat op ved rådhusets personaleindgang, ved en multibane og ved et udekøkken i den forholdsvis nye folkepark, der blev indviet tilbage i maj.
Pris? 350.000 kroner.
Beslutningen skal tages i byrådet, og her siger Kresten Bjerre fra Radikale Venstre til TV2 Østjylland, at det er konkrete tilfælde af hærværk og tyveri, der har gjort, at han og politikerkollegerne nu vil skride til handling og sætte kameraer op.
- Den slags bryder vi os ikke om. Det er ærgerligt, vi vil gerne stoppet det, og én af metoderne er anvendelse af overvågningskameraer, siger Kresten Bjerre, der er formand for Klima & Plan i Odder Kommune.
Det er jo en park, hvor det er meningen, at man skal slappe af og hygge sig. Ødelægger det ikke lidt stemningen og formålet ved parken, hvis man bliver overvåget 24 -7?
- Jo, hvis det er en overvågning 24 -7. Men de her billeder bliver altså kun brugt, når og hvis der kommer et hærværksforsøg. Ellers bliver de destrueret, siger Kresten Bjerre.
Sagen skal endeligt behandles på et møde i økonomi- og erhvervsudvalget 26. august og af kommunalbestyrelsen 3. september.