2115 nye coronatilfælde i Danmark
Antallet af indlagte med coronavirus falder med 14 til 279, viser opgørelse, der dækker mere end et døgn.
Der er registreret 2115 nye coronatilfælde i Danmark over en periode på mere end et døgn siden fredag, viser opgørelse fra Statens Serum Institut lørdag.
Normalt inddrager opgørelserne informationer om nye smittede, indlagte og dødsfald fra 24 timer.
Men på grund af teknisk vedligehold på SSI’s servere natten til fredag, dækkede opgørelsen fredag over 18 timer.
De manglende timer er med i lørdagens opgørelse. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev fredag på Twitter, at ændringen fredag betyder, at lørdagens opgørelse vil inkludere prøvesvar fra mere end et døgn. Den forventes derfor at være tilsvarende højere.
Fredagens tal var på 1603 nye coronatilfælde, men dækkede altså kun 18 timer. Torsdagens tal, der var opgjort over 24 timer, var på 1605.
Lørdagens opgørelsen indeholder svar fra 93.809 prøver.
Positivprocent på 2,25
Lørdagens tal set i forhold til antallet af testede vidner om et højt antal smittede. Den såkaldte positivprocent er lørdag på 2,25 procent.
Det er det højeste niveau den seneste tid, men skal tages med forbehold for, at der altså indgår prøvesvar for flere timer end normalt.
Positivprocenten har siden tirsdag været over to procent.
Det samlede antal af indlagte falder med 14 til i alt 279. Der er yderligere 11 dødsfald.