Kan psykiatri gå viralt?

– Eller historien om hvordan TV2 ØSTJYLLAND brugte et webdok-format til at rejse en debat.

Vi har en nød, som er svær at knække: Det går egentlig ok godt med vores Facebook-indhold, sådan hvis vi selv skal sige det.

Flere gange er det lykkedes at få folk til at dele et stykke content i vildskab. Damen, der faldt over et græskar eksempelvis. Videoen om Facebookmødre. Et kærligt trøstekram til Letbanen. Men når det kommer til de tunge samfundsvigtige historier — dem, hvor der ikke er en sjov replik eller noget, hvor folk tagger hinanden for at drille… ja, så går det noget mere trægt.

Derfor varmer det følgende virkelig vores hjerter. Og har givet os blod på tanden.

Det lykkedes os nemlig i efteråret 2017 at sætte en regional dagsorden digitalt med kerne-public service indhold.

Det hele startede med en kort notits, men endte med at blive det mest læste stykke indhold på tv2østjylland.dk i løbet af året:

Notitsen om den unge mand vakte redaktionens nysgerrighed, og researchen foldede den store historie ud. Historien om en psykiatri i knæ og om psykisk sårbare, der blev udskrevet til gaden. Der var ingen tvivl om, at der var gods til en større dækning — men vi var i tvivl om, hvordan vi sikrede, at den fik gennemslagskraft.

På TV2 ØSTJYLLAND havde vi i 2017 fortalt flere klassiske nyhedshistorier om både patienter og ansattes problematiske vilkår på det psykiatriske hospital i Risskov. Vilkår, der medførte flere overfald og flere sikkerhedsanordninger — men ikke flere raske patienter.

Ingen af de historier performede særlig godt på hverken web eller Facebook eller Instagram. Og da flere af de voldsramte medarbejdere ønskede delvis anonymitet, var tv-indslagene — hånden på hjertet — også pletvis kedelige. Hele temaet var svært at relatere til for folk, der ikke selv var ansat eller indlagt. Der var en generel ’nå’-reaktion.

Vi måtte gå andre veje, hvis vi ville have folk til at interagere med emnet.

Så hvad kunne vi stille op?

I sommeren 2017 havde vi på TV2 ØSTJYLLAND truffet et valg om at eksperimentere med webdok som format i bestræbelserne på at lave digitalt indhold med substans — og for at nå et publikum, der ikke foretrækker flow-tv som format, men som vi stadig gerne vil servicere med gennemarbejdet indhold.

En lille gruppe medarbejdere udviklede sammen med Kristian Strøbech et koncept for, hvordan webdok fungerer bedst for os.

Vi besluttede os for, at historien om psykiatrien skulle formidles med udgangspunkt i en webdok om Jonatans historie — og derfra kunne vi brede dækningen ud til andre formater og platforme. (Vi endte med at udkomme med historien på web, tv, Facebook, Instagram og Snapchat.)

Og så lavede vi en god gammeldags SWOT-analyse, før vi gik i gang:

Styrkerne ved historien om Jonatan og psykiatriens problemer:

At Jonatan ligner et menneske, der har en fremtid foran sig. Han ligner naboens søn. Hans død kunne være undgået. Der var et klart svigt — og en let afkodelig absurditet i det svigt: Han blev sendt til et buddhistisk retreat på Helgenæs, fordi valget ellers stod mellem gaden eller et forsorgshjem for stofmisbrugere og alkoholikere. Læger i psykiatrien — blandt andet fra det nye parti Psykiatrilisten — fortalte, at Jonatan kun var én af mange udskrevet til gaden.

Svaghederne:
At brugerne ikke kan eller ønsker at relatere til psykisk sygdom. Selv om hver femte dansker rammes af psykisk sygdom, orker de ikke at høre endnu en bedrøvelig historie om et samfundsområde, som de ikke aner, hvad de skal gøre ved. Det er nemmere at scrolle over — end at klikke på.

Mulighederne:
At historien — rigtigt turneret — ville kunne kickstarte en hel samfundsdebat. Og at der var et regionsvalg på trapperne, hvor befolkningen ville have mulighed for at holde politikerne op på den førte politik og kræve handling.

Truslerne:
At beslutningstagere og befolkningen ville affeje historien som en enkeltsags-historie og ikke se den store historie — at Jonatans død er en ud af mange — og konsekvensen af en psykiatri kørt i sænk.

Med den analyse i baghovedet besluttede vi at lave en lanceringsplan, hvor webdokken med den personlige fortælling om Jonatan var kerneproduktet — opfølgningerne, som vi ville indrullere hele redaktionen i at lave, skulle finde løsninger og dokumentere omfanget af problemerne.

Et team bestående af en skriver, en VJ og husets grafiske designer satte sig derefter ned og stillede sig selv det spørgsmål, som alle bør spørge sig selv om, når de vil kaste sig ud i et undersøgende projekt fuld af tørre tal og aktindsigter — en samfundsvigtig systemhistorie. Nemlig: HVAD VILLE NETFLIX GØRE?

Hvilke kneb bruger fortællerne i Netflix-serier som ’Making a Murderer’? Kunne vi ride på true crime-bølgen, hvor folk har oplevelsen af, at de følger opklaringen af sagen, mens de læser/lytter med. Kunne vi bruge cliff-hangers ved hvert afsnit? Kunne vi gøre os umage med at få folk til at føle en relation til persongalleriet?

Vi besluttede, at vi ville skjule informationen om, at Jonatan var psykisk syg i hele første kapitel. Fordi folk ville affærdige hans død med ’at det måske nok var for det bedste, når nu hans sind var så plaget’ eller affærdige det som et hændeligt selvmord. Begge reaktioner havde hans mor oplevet fra omverdenen efter hans død.

Hvis vi lavede en true crime-lignede indgang, kunne vi måske kroge folk — så de nåede at blive fanget af historien, inden de blev ført ind i psykiatriens vilkår.

Blandt fortællegrebene var blandt andet en rekonstruktion — som en del af den filmiske fornemmelse, som vi ville give til projektet.

Vi så for os, at første billede af webdokken skulle være som en filmplakat — en skikkelse på vej ud i mørkt vand med titlen: Hvorfor druknede Jonatan?

Vi skelede desuden meget til stilen i denne fremragende web-dok fra Aftonbladet og valgte at producere til en mobilplatform. Derfor blev teksten skrevet med den bevidsthed, at der er plads til ca 8 linjer på hver billed-slide. Det stillede andre krav til fortællestilen, end hvis vi havde valgt at producere til desktop, hvor der er plads til længere afsnit og længere sætninger.

Vi besluttede os desuden for, at webdokken både skulle være en oplevelse, hvis man kun læste teksten, og hvis man kun så videosekvenserne. Derfor skulle videosekvenserne have et selvstændigt indhold og bidrage med ekstra oplevelse — ikke bare være en kopi af teksten. Nogle er læsere, mens andre er visuelle eller begge dele, var vores tanke.

Der var blevet udarbejdet en lanceringsplan sammen med nyhedsredaktører og lederne for web og sociale medier. Tidpunkter for hvornår de Facebook-videoer, der var lavet som filmteasere mere end nyheds-historier, skulle offentliggøres — mailrundsending til alle interessenter inklusiv Folketingets social-udvalg, kommunens og regionens ditto — sågar Lukas Graham havde vi forsøgt at få til at dele webdokken i håb om gennemslagskraft.

”Hvor mange tror du, der kommer til at læse den?” spurgte Kristine Helms, den grafiske designer til redaktør Jamilla Sophie Alvi og VJ Pelle Bank, da de lagde sidste hånd på opsætningen.

”Helt ærligt — jeg giver en flaske hvidvin, hvis vi rammer over 500,” sagde en træt Jamilla, der var bange for at jinxe projektet.

Så gik de hjem. Fredag aften ringede mobilen. Webdokken, der var publiceret, men lå skjult på hjemmesiden, var af uransagelige årsager allerede begyndt at blive delt.

Søndag, da lanceringsplanen blev skudt af sted, havde hun regionspolitikere og tip til andre historier i røret fra klokken 08. En kollega, der dækkede regionsvalget, ligeså. Kl. 12 begyndte webdokken at fryse. Mandag, da der havde været 35.000 inde på webdokken, fik Kristine et trusselsopkald om, at hvis ikke billederne blev nedskaleret med det samme, truede det hele vores hjemmeside.

Lanceringsplanen havde virket. Webdokkens dramaturgi og fortælleform havde virket. Timingen havde virket.

Brugerne delte historien om Jonatan i en grad, så politikere i Region Midtjylland måtte prioritere at synliggøre sig i den ellers hidtil usynlige psykiatridebat. Nogle indrykkede endda sponsorerede indlæg på Facebook med deres løsningsforslag.

Webdokken blev efterfulgt af nyhedsjournalistik på både Snapchat, Facebook, tv2østjylland.dk, Instagram og selvfølgelig på tv.

Og hvad skete det så?

Well..…efter at folk forsamledes på Store Torv i Aarhus for at tænde lys og holde et minuts tavshed for psykiatrien, var politikernes øjne åbnet for problemerne i en grad, at de indførte ’udskrivningskoordinatorer’, der skal hindre psykisk syge i at blive udskrevet til gaden. Og politikerne valgte ekstraordinært at afsætte 15 mio. kr. til psykiatrien.

Det tog mange kræfter for hele redaktionen at løfte opgaven og gå i samme takt for at lægge det massive digitale tryk, der skal til for at sætte dagsorden (jævnfør den ret heftige lanceringsplan). Vi frygtede ofte, at vores følgere og seere ville stå af. Men faktisk oplevede vi det modsatte. Det store tryk fangede flere mennesker ind på vores sociale medier — når vi uploadede historier om psykiatrien, oplevede vi, at de performede bedre end før. Vi havde tiltrukket en ny skare følgere, der gerne ville følge med i, hvad vi havde gang i. Der var desuden en stigning i antallet af seere i vores 19.30-udsendelse i den uge, hvor Jonatan-sagen blev lanceret, som vi ikke kan afvise kan skyldes, at vi kørte en sag, som folk gerne ville følge med i.

Hvis vi skulle gøre noget om, havde vi sat os ned i projektets første dag og tænkt over alle dele af projektet. Derfor har vi lavet denne liste til dig, så du kan gøre det smartere end os!

Tjekliste før du laver en webdok:

1. Er der en målgruppe for din fortælling — er der grupper for de interesserede på Facebook, hvor du kan dele din webdok og regne med, at de vil dele den videre? Folk finder ikke af sig selv ind til en webdok!

2. Er der en hovedperson?

3. Har du styr på din dramaturgi i din fortælling — cliffhangers/spændingsopbygning, belønning for at læse i bund.

4. Har du tjekket, om det format, du gerne vil lave webdokken i, kan integreres på dit website?

5. Har du tjekket, hvad alle de andre seje webdok-fortællinger kan?

6. Netflix kan få dig til at binge watche 10 timers fjernsyn over en dag — hvilke kneb bruger de, som du kan låne, og som vil få folk til at læse al dit guld — scroll efter scroll?

7. Er dit billedmateriale stærkt nok — omfangsrigt nok — tæt nok på de mennesker, du fortæller om?

8. Har du sørget for at nedskalere alle fotos, så folks mobiler ikke bliver rødglødende, og jeres hjemmeside bryder sammen?

9. Og nå ja — har du hele tiden arbejdet ud fra, at din webdok skal kunne formidles på et skærmbillede på en mobil — for det er der den læses.

10. Har du styr din lanceringsplan, så din webdok bliver placeret på alle dine medieplatforme, og i alle de FB-grupper eller hos bloggere, som du håber vil være med til at give din webdok det nødvendige push.

Epilog:
Projektet blev indstillet til en Cavling af blandt andet Sind for sin fortællemåde.

Og nomineret til en digital spadestikspris.

Vi er kun nybegyndere udi web-dok-universet.

Næste gang vil vi gerne være ude i lidt bedre tid, så vi kan gribe dybere ned i de digitale redskabskasser. Kan man fortælle en webdok udelukkende via Messengerbeskeder? Kan vi få brugerne til at gætte på udfaldet af vores historier undervejs i historien — eller skal vi lade være, fordi alle mulige gadgets kan ødelægge læseoplevelsen?

Mulighederne er mange — vi er kun lige begyndt.

Vi vil gerne have, at læserne bliver lidt længere hos os — at de deler vores indhold — at det skaber samtaler. Der kan webdoks være et redskab.

Og det behøver ikke altid at ende i store projekter, der sluger tid og mandskab.

Den her lille webdok om naboskab er lavet på ganske kort tid — ganske uden gråd, sved og tårer — og læserne tilbringer i gennemsnit 6 minutter på siden!

Og denne webdok om barnløshed har vores praktikant lavet på fem dage. Den bruger læserne også mere end 6 minutter på i gennemsnit.

Det gode ved webdoks er desuden, at de — i modsætning til mange af de små hurtige nyhedshistorier, som vi ofte laver — har en lang levetid.

Og nå ja: Læs endelig historien om Jonatan, hvis du har lyst. I skrivende stund har 74.000 læst webdokken, og det gør den til den mest læste enhed på tv2østjylland.dk i 2017.